Bøtten vendte for KFUM
Hjemmebane og forårsluft gav nye kræfter til KFUM’s Danmarksseriehold i mødet med Tarup-Paarup. Efter fire kampe med nederlag blev det til en storsejr på 5-3 til KFUM. Kampen blev spillet på kunstgræsbanen i Lillevang. Hjemmeholdet lagde ud med at score det første mål syv minutter inde i kampen. Målscorer var Emil Ølvang, der var fri, da han fik bolden. Der gik 13 minutter før der igen blev ændret på måltavlen. Det var igen til KFUM’s fordel, selv om Tarup-Paarup havde haft chancer undervejs. KFUM’s Rasmus Tangvig scorede via stolpen til 2-0 efter et effektivt bandespil sammen med Luka Dumic. Sidstnævnte var i aktion med Emil Ølvang. De to lavede oplægget til Morten Jørgensen, som scorede til 3-0. Den sikre føring fik KFUM til at slappe lidt for meget af og i det 28. og 33. minut fik Tarup-Paarup reduceret efterslæbet til 3-2. Det resultat blev stående på måltavlen til pausen og et godt stykke ind i anden halvleg. Først 20 minutter inde i kampen fik Luka Dumic ændret på stillingen til 4-2 efter et hjørnespark og lidt forvirring foran gæsternes mål. Otte minutter senere tog gæsterne fusen på KFUM, og fik scoret via et indkast og et effektivt hovedstød. Stillingen 4-3 holdt indtil fire minutter før tid, hvor Rasmus Lundberg fik scoret til kampens slutresultat 5-3. KFUM er på kunstgræsbanen igen i denne weekend, hvor Kolding kommer på besøg lørdag 9. april med kampstart klokken 13.30.