Fortsæt til indhold

2016 er forskønnelsens år i Herfølge

Herfølge Borgerforening vil bruge 2016 til at forskønne Herfølge. Første skridt er deltagelse i Danmarks Naturfredningsforenings affaldsdag søndag den 17. april

Arkiv
Martin Rasmussen

Herfølge trænger til en kærlig hånd. Det mener i hvert fald Herfølge Borgerforening, der nu har udnævnt 2016 til ”Forskønnelsens år” i Herfølge.
”Vi synes, at vi ser en lille tendens til forfald nogle steder – for eksempel omkring det gamle posthus – og vi mener, at det er på tide med lidt fokus på det,” forklarer Niels Rolskov fra Herfølge Borgerforening. I årets løb vil borgerforeningen blandt andet forsøge at indlede en dialog med ejerne af de pågældende ejendomme, forklarer han, men det første meget synlige tiltag i forbindelse med Forskønnelsens år i Herfølge venter faktisk allerede søndag den 17. april.
Her bliver Herfølge for første gang en officiel del af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsdag. Denne dag skal der samles affald ind, og der er nok at tage fat på, mener man fra borgerforeningens side.
”Forårssolen afslører ubarmhjertigt det store behov for oprydning lands veje og stier, og borgerforeningen håber, at rigtig mange vil deltage denne dag,” lyder invitationen til indsatsen, som alle selvsagt kan være med i.

Man skal blot møde op denne søndag klokken 10 på pladsen ved Herfølge Bibliotek. Her får man udleveret en sæk til affald, og sækken skal afleveres samme sted klokken 13, hvor SuperBrugsen i Herfølge vil servere en lille forfriskning til deltagerne.
”Det kræver ingen forhåndstilmelding eller særlige forudsætninger at være med. Et par solide handsker vil være en fordel, og har man en gribetang, vil det sikkert gøre det hele nemmere,” lyder det i invitationen fra Herfølge Borgerforening.
Mette Steiner står for koordineringen af indsatsen, og hun håber naturligvis på mange deltagere på dagen. Hun har tidligere år deltaget i en mindre indsamling i beboelsen Tinggården. Her lød resultatet sidste år på ikke mindre end 160 kilo affald for de 12 indsamlere.
”Der ligger meget affald i grøfter og ved stierne, så jeg håber, vi bliver mange. Alle kan være med – man skal bare dukke op,” siger hun.
Også efter affaldsindsamlingen arbejder bestyrelsen i Herfølge Borgerforening med flere aktiviteter i forbindelse med Forskønnelsens år, som ifølge planen skal kulminere i forbindelse med årets Herfølgedag, som finder sted lørdag den 24. september.