Køge kvitter smøgerne
Køge Kommunes succesfuld rygestopcafe, Køge Kvitter Smøgerne, havde sidste år 120 tilfredse deltagere, der alle forsøgte at lægge rygningen på hylden på en sjov og social måde. 60 % var røgfri ved sidste café-møde
120 rygere kan ikke tage fejl og denne succes følges op med en ny runde, med start 14. april 2016.
Alle i Køge, som ryger, kan deltage i rygestopcafeen og konkurrencen, der strækker sig over i alt 8 uger med Teaterbygningen som omdrejningspunkt.
73 procent af Køges rygere ønsker at kvitte smøgerne. Med konkurrencen ”Køge Kvitter Smøgerne” får de chancen for at blive røgfri på en sjov, inspirerende, social og ikke mindst effektiv måde.
Vi har samlet de bedste værktøjer, den nyeste viden og de dygtigste rygestoprådgivere til at understøtte beslutningen om at blive røgfri.
Initiativet skydes i gang med en introaften torsdag den 14. april kl. 18.30-20.00 i Teaterbygningen, hvor alle er velkomne til at komme og høre mere. Her kan man også tilmelde sig, alene, som par eller hold og blive klogere på rygestop på en ny og inspirerende måde. De følgende syv torsdage mødes holdene til rygestopcafé kl. 18.30-20.00 i Teaterbygningen.
På caféaftenerne får deltagerne opbakning, fra veluddannede Rygestoprådgivere og frivillige fra Kræftens Bekæmpelse lokalforening i Køge. Der vil være inspirerende oplæg, f.eks. en korleder der vil introducerer os til at synge glad og medrivende gospel, storytelling mv., derudover deltager alle i ugens lodtrækning om lækre præmier fra lokale butikker.
Røgfri i fællesskab
Deltagerne har mulighed for helt eller delvist at sætte deres eget hold. Det er derfor oplagt at tage ægtefællen, familiemedlemmet eller en kær ven i hånden, og gå mod et røgfrit liv i fællesskab. Men man kan også sagtens tilmelde sig alene og herefter blive sat på hold med andre kommende eksrygere. Du er også velkommen til at tage en nær ven med, en der vil hjælpe og støtte dig til at blive røgfri. Et hold består af 5-6 personer, og de får råd og vejledning af deres egen professionel rygestoprådgiver undervejs.
”Køge Kvitter Smøgerne” er blevet til, i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, Kræftens Bekæmpelses lokalforening Køge og Rygestopteam Køge Kommune.
Få mere information på hjemmeside www.koege.dk/kks