Krom på kofangeren og benzin i blodet
Vestjysk Motorveteranklub og Varde Bibliotek inviterer til biludstilling med klubben og foredrag med racerkører Casper Elgaard lørdag 16. april.
Allerede fra kl. 10 er der masser af benzinslugende lækkerier på Torvet i Varde. Her stiller medlemmerne fra Vestjysk Motorveteranklub deres flotte biler op og inviterer alle interesserede til at spørge ind til bilernes historie, og hvordan det er at have en veteranbil. Der ligger nemlig et stort arbejde i at holde de lakerede skønheder flotte og kørende.
Kl. 11 åbner Varde Bibliotek så dørene til et foredrag med Casper Elgaard, som er en af Danmarks bedste racerkørere. Han har dyrket motorsport, siden han var 11 – og har bl.a. som professionel deltaget i Le Mans, som han vandt i sin klasse i 2009. Under foredraget vil Casper fortælle om motorsporten bag kulisserne, fortælle en masse anekdoter fra motorsportens verden og om sin lidenskab for motorsport. Billetter til foredraget koster 50 kr. og kan købes på vardebib.dk/detsker eller i døren.