Fortsæt til indhold

Skammerens Datter er på turné

Fantasy-romanens teater-udgave kommer her til byen

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Det er en fantastisk fortælling. Og en intens forestilling. Og en fed rolle.”
Skuespiller Amalie Fjeldmose spiller den bærende rolle som Dina i “Skammerens Datter”, når forestillingen fra 30. maj til 11. juni opføres 12 gange på Odense Teater. Og hun elsker det.
“Der er spænding og eventyr. Men også både budskab og skønhed. Og lidt uhygge,” siger hun.
Forestillingen er baseret på første bog Lene Kaaberbøls million-sælgende serie. Den foregår i Middelalderen og handler om Dina, som er datter af den lokale skammer. En skammer er i stand til at se ind i andre menneskers sjæl og gøre dem i stand til at erkende deres skam.
Det er en evne, der bruges til at afsløre forbrydere. Men også en evne, der gør, at ingen vil se skammeren i øjnene, fordi de så føler stærk skam.
Dina er udstødt og ildeset blandt de andre børn, fordi hun har arvet sin mors evner.
“Fortællingen handler om at acceptere hvem man er. At acceptere det, livet har givet én - og bruge det til noget positivt. Også selvom det er svært og har store omkostninger,” siger Amalie Fjeldmose, som nyder at spille rollen.
“Den har mange facetter. Næsten som en dannelsesrejse,” siger hun til Lokalavisen.

Middelaldermusik

Forestillingen opstod allerede på Østre Gasværk Teater i 2012, hvor den høstede anmelder- og publikumsros.
Nu er den på turné i samarbejde med Gurs Teater. Og det er en opsætning med stor scenografi, over hundrede kostumer, 26 medvirkende på scenen - og en ti meter lang drage.
Forestillingen byder også på musik.
“Men det er ikke en musical i klassisk forstand. Musikken spilles på middelalderinstrumenter for at passe ind i den tid, hvor fortællingen foregår,” fortæller Amalie Fjeldmose.
Da den 26-årige skuespiller var i sine sene teenageår, slugte hun bogseriens første bøger.
“Mine venner sagde, at jeg ligner Dina. Så det passer jo rigtig fint med, at jeg nu spiller hende,” siger hun.