Succes uden formel
Hvad sker der i det gamle skoleslagteris bygninger på Køgevej? Hvad er INSP!? Hvad betyder det? Vi jagter svaret
Foto: Erling J. Pedersen Den lune og lyse forårssol kaster sine stråler på det tidligere skoleslagteri på Køgevej. Et par kvinder ryger cigaretter med blikket vendt mod himlen. I baggrunden høres den rytmiske gungren fra et forbipasserende godstog. Indgangen til hovedbygningen er tværs over gården, og her bliver lyden af togene og det første forårs kåde fugle erstattet med en summen af menneskestemmer. Der dufter krydret fra køkkenet, og fra store vinduer falder et blødt lys ind i det store fællesrum. Slagterieleverne, lærerne og slagtekødet hører fortiden til. Unge og gamle, mænd og kvinder, sidder spredt i lokalet. Nogle ved spisebordene, andre i de bløde lænestole og sofaer på den lille forhøjning i den bageste del af lokalet. Ved et mindre bord i hjørnet siddet Anni Ehlers. Hun er den daglige leder af INSP! For det er her vi er – journalist og fotograf. Med det formål at beskrive et sted, der er svært at beskrive, men som i virkeligheden bør opleves. Med det formål, at definere et sted, der kan defineres på utallige måder, afhængigt af, hvem man spørger og taler med. - Jeg ser os mest som en vidensvirksomhed med socialt og kulturelt formål. Navnet INSP! er en forkortelse for inspiratorium, fortæller Anni Ehlers, der var med til at føde idéen i 2010 i forbindelse med en visionskonkurrence om hvad Roskilde skulle leve af i fremtiden. Sammen med en håndfuld andre sendte hun forslaget om et inspiratorium ind, og det blev belønnet med en 2. plads i konkurrencen. Og så tog det fart. De første aktiviteter begyndt på det nedlagte skoleslagteri i sommeren 2011.
Den udstrakte hånd
- Hos INSP! er alle velkomne, og hånden er altid er udstrakt. Og med alle mener vi virkelig alle. Men vi er ikke kun et socialt værested. Vi er ikke kun et kulturcenter. Vi er ikke kun et iværksættermiljø. INSP! er summen af alle dem, der kommer, og synergien mellem alle de aktiviteter, de skaber, siger Anni Ehlers. Helt formelt formuleret er INSP!’s formål er, at ”udvikle og bidrage til samarbejde på tværs af Roskildes uddannelsesinstitutioner, foreninger, kultur- og erhvervsliv, samt kommune til gavn for især børn og unges deltagelse i samfundslivet”, samt at ”dele viden om nye løsninger med andre lokalsamfund, private og offentlige aktører omkring fremme af aktivt medborgerskab”. Sådan lyder formålet, men det er stadig svært at sætte dét, der sker på det gamle skoleslagteri på fast formel. - Da ideen blev præsenteret, blev vi kaldt et kreativt oplevelseshus. Andre kaldte det et wellness-center. Begge dele passer sådan set, men i virkeligheden er det ikke meningen, at stedet skal kunne lade sig forklare. En ung sagde, at når vi først kan beskrive, hvad INSP! er, så er vi færdige, smiler Anni Ehlers.
Tokyo og Seattle i 2040
- Stedet er vokset frem med en drivkraft, der er kommet nedefra og indefra. Og det er en del af fortællingen og en del af succesen. Det handler om at stimulere den virkelyst og skabertrang mennesker har i sig: At skabe et åndehul og frirum. Ikke om at presse noget bestemt ned over hovedet på nogen, men hele tiden lære og skabe ny viden. De store forkromede planer har vi heller ikke haft. Jeg plejer at sige, at visionen lød, at INSP! findes i Tokyo og Seattle i 2040, men alt herfra og til da er der ingen planer for, fortæller Anni Ehlers, der oprindeligt er uddannet er jurist og som plejede en karriere i skatteministeriet, inden hun for få år siden blev daglig leder af stedet. Selvom det er dét, der er hendes officielle titel, vil hun ikke kaldes direktør på en almindelig hverdag. sa@roskildeavis.dk