Fortsæt til indhold

Færre busser i Frederiksgade

Fynbus flytter rute 110-112, så der dagligt vil køre 70 færre busser i Frederiksgade

Arkiv
Arkiv

For at afhjælpe trafiksituationen i Frederiksgade flytter FynBus pr. 1. maj rute 110-112 til Læssøegade, Filosofgangen og Vestre Stationsvej. Det betyder, at der vil køre cirka 70 færre busser gennem gaden hver dag. Det skriver FynBus i en pressemeddelelse.
Ruten flyttes, da både Odense Kommune og FynBus har et ønske om at reducere den trafikale belastning, der giver trængsel og farlige situationer i Frederiksgade.
Ruten vil i stedet køre vest om centrum ad Læssøegade, Filosofgangen, Søndergade og Vestre Stationsvej. I retning fra banegården vil ruten køre ad Vindegade til Søndergade, da Vestre Stationsvej er ensrettet på grund af forberedelser til letbanen.
Det betyder samtidig, at den indre del af Læssøegade nu får busserne tilbage, hvilket har været et stort ønske fra mange borgere, siden Torvegade lukkede i februar.
Flytningen af rute 110-112 er et midlertidigt forsøg for at afhjælpe den akutte situation i Frederiksgade. FynBus vurderer i løbet af efteråret om løsningen skal være permanent.