En by i god fremdrift
Svend Overgaard fortæller, hvorfor han sammen med sin partner åbnede og udvidede herretøjs-forretningen Wagner i Roskilde
Foto: Erling J. Pedersen - Når vi valgte at åbne og siden udvide en herretøjs-forretning her i Roskilde, er det, fordi det er en by i fremdrift med store udviklings-muligheder. Sådan forklarer Svend Overgaard, der ejer herretøjs-forretningen Wagner i Skomagergade sammen med sin partner Jesper Lakjer. - Nu kendte vi jo begge Roskilde. Jeg havde boet i byen gennem flere år, og min kæreste har drevet forretning her, mens Jesper er fra Kr. Hyllinge og endnu mere hjemmevant. - Vi var ikke i tvivl om, at det er den bedste handelsby på Sjælland udenfor København, og det er der flere gode grunde til, forklarer Svend Overgaard. - For det første er her et stort og godt opland. I vores forretning har vi f.eks. kunder, der kommer helt fra Asnæs, Jyderup, Tølløse eller Borup for at købe tøj hos os.
Tradition for handel
Svend Overgaard og Jesper Lakjer drev i to år også en lignende butik i Holbæk, som de nu har opgivet, og de konstaterede, at der er meget stor forskel på de to byer. - Roskilde har en helt anden tradition for at drive detailhandel. I Holbæk har handelslivet slet ikke formået at samle sig i en stærk organisation som her, og derfor får de heller ikke udrettet nær så meget. - I Roskilde virker det, som om både indbyggerne og det lokale styre er mere bevidst om handelens betydning. Jeg tror, det ligger i byens DNA og har en historisk baggrund langt tilbage. - Selv om vi også i Roskilde har fået flere forretninger, som ejes af landsdækkende kæder, så er der alligevel en større og fælles forståelse af, at nu skal vi arbejde sammen, hvis vi ikke skal tabe i kapløbet til andre byer og centre. - Den nye handelsundersøgelse fra Cowi viser jo, at Roskildes handelsliv har klaret sig godt gennem krisen sammenlignet med de fleste andre. Her er heller ikke tomme forretninger, men åbner hele tiden nye. - Vi har så meget at byde på, hvis vi prioriterer rigtigt, og derfor er jeg også optimistisk for Roskildes fremtid, siger Svend Overgaard.
Klæder FCR på
- Vi bruger jo meget tid her i forretningen, så jeg har ikke så meget fritid. Men en gang imellem får jeg spillet lidt golf, og så er vi sponsorer for fodboldklubben FC Roskilde. - Faktisk er det også os, der klæder spillerne på, når de skal i det pæne dress og ud til kampe. Vi har altid været lidt ’fodbold-gale’ begge to, og det er sjovt at være med omkring klubben. - FCR har et super godt netværk, og her møder vi mange interessante erhvervsfolk fra alle brancher. Så hvis jeg eksempelvis skal bruge en tømrer eller en fra en anden branche til noget, kan jeg jo lige så godt tage en, som jeg kender derfra og stoler på, siger Svend Overgaard. Han ser også flere fordele ved, at kæresten og ham både bor og arbejder i Roskilde: - Mange ting går meget lettere, når man allerede er i byen og kender flere mennesker, så det har også betydning. - Men nogle gang er det jo tilfældighederne, der afgør, hvad der sker. Hvis jeg ikke var blevet syg af det job, havde jeg stadig været bager, som jeg var lige ved at være udlært til. - Nu er jeg dog godt tilfreds med, hvordan det gik, fortæller Svend Overgaard.