Køge Håndbold optimere tilbud til de mindste
Køge Håndbold har flere nye tiltag klar til den nye sæson
Køge Håndbold har netop afholdt ungdomstræneropstartsmøde for den nye sæson 2016/2017. Til stede var trænere og frivillige fra alle årgange fra Trille Trolle til U18, der fik præsenteret og diskuteret den sportslige vision for klubben.
“En helt fantastisk dag, hvor alle vores dygtige ungdomstrænere og frivillige var samlet,” fortæller ungdomsformand Nikolaj Larsen.
“Vi har i det seneste år udviklet os både organisatorisk og medlemsmæssigt og har oplevet en medlemstilgang flere år i træk, i 2015 har vi set en stigning på 6 procent. Det er en fantastisk historie i denne tid, hvor håndbold og holdsport generelt er udfordret. Den vil vi gerne dele og inspirere andre med. Vi oplever en fantastisk opbakning fra trænere og frivillige, der gerne vil være en del af klubben," fortsætter Nikolaj Larsen.
Men klubben vil gerne mere end det:
"Vi bliver nødt til at tilrette os efter den verden børnefamilier befinder sig i med en hektisk hverdag. Derfor tror vi det handler rigtig meget om struktur, den gode oplevelse for børn og forældre og ikke mindst at fortælle disse historier," mener Nikolaj Larsen.
“Vi føler nu, at vi er klar til at optimere konceptet for de mindste. I den forbindelse har vi ansat “Årets foreningsleder 2015 i Køge” Frederik Ullerup til at strukturere tilbuddet for de mindste. Frederiks værdier omkring at tænke i strukturer, i helheden og ikke mindst at tænke samarbejde med andre sportsgrene, kommunen og haller passer perfekt ind i vores strategi omkring ikke kun at udvikle håndbolden, men at være med til at tage ansvar for at udvikle idrætten generelt i Køge”.
“Alt er dog ikke ideelt. Vi og idrætten generelt mangler i den grad tidssvarende faciliteter til udvikle sporten yderligere. Vi forventer yderligere medlemstilgang i næste sæson og vi har i den grad brug for at finde vores sted at være. Vi er dog positive og proaktive og vil indkalde kommunen, Køgehallen og øvrige interessenter til møder, hvor vi vil fremlægge vores tanker for de kommende sæsoner og for håndbolden generelt,” fortæller en optimistisk Nikolaj Larsen.
Opstartsmøde med trænerne blev afsluttet med klubbens nyeste tiltag “+ træning”, der er et ekstra tilbud om individuelt teknisk træning. Træningen bliver foretaget af skiftende trænere for at give spillerne nye og anderledes indtryk og øvelser end dem de får igennem deres daglige træning. Træningen blev på dagen varetaget af to af klubbens førsteholdsspillere Brian Ankersen og Nikolaj Hansen.
“Det er en fantastisk mulighed for at vores ungdomsspillere kan spejle sig og blive inspireret. Klubbens egne førsteholdsspillere er fantastiske til at være i øjenhøjde med ungdomsspillerne,” siger ungdomsformanden.