Et perfekt match
Bente Rugaard Thorsen får central rolle i udviklingen af CAPNOVA
Med ansættelsen af Bente Rugaard Thorsen som sekretariats- og udviklingschef mener investerings- og udviklingsselskabet CAPNOVA at fundet det perfekte match til en stilling, der skal komme 360 grader rundt i firmaet.
Stillingsbeskrivelsen er mildt sagt omfattendeb, men opgaven bliver lettet af, at Bente Rugaard Thorsen allerede har været i CAPNOVA. Indtil december 2014 var hun innovation manager, før et job som forretningsudvikler og projektleder på DTU trak i den nu 40-årige cand.merc. i strategi, organisation og ledelse fra CBS.
- Jeg har været glad for tiden på DTU, men muligheden for at komme tilbage til en drømmestilling i CAPNOVA var så attraktiv, at jeg ikke betænkte mig. Jeg vidste 100 procent, hvad jeg gik ind til, siger Bente Rugaard Thorsen.
Som sekretariatsleder sidder hun fremover med en stor del af ansvaret for, at virksomheden med hovedafdelinger i Aarhus og Roskilde og med tre fonde samt et ejendomsselskab optræder som en stærk og velsmurt enhed.
Hendes uddannelse fra CBS og dertil en Ph.d. fra Aarhus Universitet giver hende et solidt fagligt grundlag sammen med det faktum, at hun også har arbejdet som revisor i Grant Thornton.
Prioritering af projekter
I den anden halvdel af jobbet, udviklingsdelen, får Bente Rugaard Thorsen en central rolle i den videre udvikling af investerings- og udviklingsselskabets to primære indsatsområder: foodtech og interactive.
- Vi har masser af spændende projekter i vores pipeline, så min hovedopgave bliver at prioritere blandt de mange muligheder. Med til opgaven hører også kravet til at kunne navigere krydsfeltet mellem private virksomheder og statslige og regionale aktører. Her vil jeg både kunne trække på de erfaringer, jeg har samlet her i CAPNOVA og på DTU.
Bente Rugaard Thorsen bor i Ågerup få minutter fra CAPNOVAs kontor i Roskildes Trekronerbydel. Det er også i Roskilde, den nye sekretariats- og udviklingschef får base.
CAPNOVA har for tiden 100 virksomheder i porteføljen. De er kendetegnet ved at være innovative videntunge og ved at have potentiale for vækst. Desuden har CAPNOVA stærke kompetencer inden for fundraising og projektledelse. Selskabet omsatte i 2014 for 40 millioner kroner og beskæftiger 30 medarbejdere.