Fortsæt til indhold

Mod et fattigt forår

Enhedslisten starter kampagne mod social udstødning

Arkiv
Arkiv

Enhedslisten i Roskilde, som er kommunens fjerde største parti, gennemfører i april en kampagne imod voksende fattigdom. De protesterer imod lavere kontanthjælp, som de mener vil ramme mange roskildensere, der mister flere tusinde kroner om måneden. Byrådsmedlem Susanne Lysholm har samtidig stillet spørgsmål til kommunens forvaltning, fordi hun frygter, at børnefamilier vil blive sat på gaden, fordi de ikke længere har råd til at betale huslejen. Ifølge det lokale boligselskab kan op mod 400 roskildensere risikere at blive sat ud af deres lejlighed, fordi de ikke længere har råd til at betale den. Samtidig skæres der også i integrations-ydelsen til flygtninge, der har været mindre end syv år i landet, så de nu skal klare sig for et langt lavere beløb. Ifølge Enhedslisten vil det gøre integrationen langt dårligere, når børnene f.eks. ikke har råd til at gå til fodbold, til spejder eller lignende.

Indvielse på torvet

Lørdag 16. april tager Enhedslisten forskud på den officielle indvielse af Stændertorvet senere på måneden og indvier ‘Anstændighedens Plads’. Her bliver både taler, musik, quiz og suppekøkken. Her kommer også Sarah Glerup, der har været med i X Factor og netop er kommet i Folketinget som vikar hos Enhedslistens gruppe. Mandag 25. april holdes stort debatmøde på INSP! og velfærd og fattigdom. Her deltager partiets eget folketingsmedlem Finn Sørensen, DF-medlem Merete Dea Larsen, Venstres leder i Roskilde Byråd Bent Jørgensen, der også er formand for Roskildes Beskæftigelses- og Integrationsudvalg, en repræsentant for Boligselskabet Sjælland og et par stykker til. Kampagnen slutter 1. maj, hvor Enhedslisten holder morgenmøde på Kildegården og derefter deltager i fagbevægelsens fælles arrangement på Hestetorvet.