Inga og øretævernes holdeplads

P-vagt Himlen åbner sig, og regnen vælter ned. Det er fredag middag, og vi skal prøve kræfter med jobbet som p-vagt. Et utaknemmeligt vejr at arbejde ude i. Inga står, og overvejer eftermiddagens rute.
"Det er jo ikke et rart vejr, men på torvet møder vi nok flest mennesker," siger Inga, p-vagt ved Køge Kommune.
På vej ned til torvet fortæller Inga hvordan, hun endte i jobbet som p-vagt.
"Jeg har arbejdet som p-vagt i 14 år. Før det var jeg blandt andet dagplejemor og kontorvagt. Men efter et fald har jeg fået en arbejdsskade, og kan ikke løfte børn mere. Det startede med, at jeg snakkede med en p-vagt, som var rigtig glad for jobbet, og nu står jeg her 14 år efter."

På bare 5 min.

Vi har ikke været ude mere end 5 minutter, og skal kun otte biler ned torvet, før vi rammer den første forseelse. Bilen har overskredet tiden med 15 minutter. Inga tager maskinen frem, og begynder at taste. Fra registreringsnummeret er tastet ind, går der fire minutter, før maskinen frigiver afgiften. I det samme kommer en håndværker farende. Han slæber på tunge malerspande, og forklarer, at han ellers var færdig nu og ved at pakke sammen. Han bliver mere ærgerlig end sur, og spørger, hvor han kan holde, når han arbejder inde midt i byen, og har bilen fyldt af materialer.
"Du burde få en p-licens, så du kan holde her, mens du arbejder. Du kan få den på kommunen til næste gang," siger Inga.
Inga lægger an til at gå videre med et smil på læben, og manden må forundret spørge, om han slipper.
"Du får den ikke denne gang," smiler Inga.

Bøder og ballade

P-vagter er blandt dem, vi elsker at hade. I mange erhverv er det en kvalitet og værdsat når jobbet gøres så godt som muligt og efter reglerne. Men der er også dem, vi synes, gør deres job lidt for godt.
Inga er blevet kaldt mange grimme ting, og har gentagende gange fået at vide, at hun burde skamme sig.
"Jeg undersøgte en bil på svenske nummerplader, som var parkeret foran én af byens cafeer. Bilen havde ikke nogen p-skive, og jeg skulle derfor til at skrive en afgift. Pludselig kommer en stor mand farende ud, og spørger, hvad der foregår. Jeg forklarer ham, at der ikke er nogen p-skive i forruden, men det var han ligeglad med. Han havde en i handskerummet, og det skulle jeg ellers ikke blande mig i. Manden forsvinder ind i cafeen igen," fortæller Inga.
Inga går lidt væk fra situationen, og ringer op til kontoret for at få forstærkning, da manden vender tilbage.
"Jeg skulle slet ikke prøve på at skrive den afgift, for så ville han slå mine tænder ud. Det hører min kollega i telefonen, og hun ringer derfor efter politiet. De kommer, og sørger for at manden får en bøde. Men jeg er rystet efterfølgende. Han var en stor og frembrusende mand."
Vi går nu inde midt på torvet, og vi kan mærke de irriteret blikke. Inga lader sig ikke mærke af det, men når man spejder rundt, kan man se, at uniformen tiltrækker opmærksomhed. Vi stopper ved en bil, der har to p-skiver i forruden.
"Det dur jo ikke med to på én gang, for hvilken én skal vi forholde hos til," siger Inga.
Maskinen driller, og det tager faktisk en del tid at udskrive afgiften. Da den endelig er printet, bliver den pænt sat under viskeren.
Vi begiver os nu ned af Vestergade, hvor en kvinde i de nye 15 minutters p-båse har brug for hjælp til at finde langtidsparkering. Inga guider hurtigt kvinden i den rigtige retning. I det samme kommer en bil op på siden af os. En kvinde ruller vinduet ned, hun er ejeren af bilen med de to p-skiver i forruden. Hun er tosset og skælder ud. Hun siger, at hun har den manuelle liggende i tilfælde af, at den elektroniske ikke virker. Inga forklarer, at man ifølge reglerne kun må have én synlig p-skive. Kvinden er tydeligt ophidset, og vil klage til kommunen. Inga siger, at det er hun velkommen til, og kvinden ræser derefter af sted.

Positive oplevelser

Efter et par afgifter til en bil der holder ulovligt og en enkelt overskredet p-skive, begiver vi os tilbage mod kontoret. Vi taler lidt om ruterne ved syghuset, som tit giver anledning til sure bilister og syghuspersonale, men som er et nødvendigt fokusområde.
"Vi er jo ikke følelseskolde mennesker, og vi tænker da også på, at der kan være gode grunde til måden, folk parkerer på. Men der er brug for kontrol i området, fordi der tit er kaos derude," fortæller Inga.
Blandt alle fordommene og vrede bilister, oplever Inga også positive ting.
"Vi hjælper rigtig mange mennesker, som ringer fordi deres indkørsler er blokeret. Det går jo ikke, at man ikke kan komme ud af sin egen indkørsel," fortæller Inga og fortsætter:
"Vi hjalp også en gang en ældre herre, som var væltet på cykel. Han var kommet til skade, men nægtede at tage med ambulancen. Vi snakkede længe med ham for at overtale ham, men han ville ikke efterlade cyklen. Til sidst lovede vi ham, at vi ville køre cyklen hjem til ham med det samme, hvis han tog med ambulancen. Så den røg ind bag i bilen, og blev bragt helt hjem. Sådan noget er jo rart, at kunne gøre."
Vagten er nu slut, og uniformen hænges på knagen. I den tid vi var ude skrev vi 4 afgifter, fik en god snak med en mand om parkering i Vestergade, hjalp tre mennesker med deres spørgsmål og blev skældt ud én gang.