Sundhedsdag bliver på Hestetorvet
Kommunen overtager arrangementet i samarbejde med begge byens apoteker
Roskildes Sundhedsdag fortsætter på Hestetorvet den sidste lørdag i august, hvilket i år falder på den 27. På et tidspunkt har der ellers været overvejelser om at flytte til det nye Stændertorv, men den plan blev opgivet igen, fordi det ikke kan forenes med torvehandelen, der samtidig foregår her om lørdagen. Gennem mange år var apoteker Paul Bundgaard fra Domapoteket drivkraften i Sundhedsdagen i samarbejde med Roskilde kommune og Region Sjælland. Men efter at han nu har solgt, har kommunen overtaget ansvaret og samarbejder med både Domapoteket og Svaneapoteket. Samtidig har regionen trukket sig ud og nøjes nu med at give et tilskud. Det sker med begrundelsen om, at der efterhånden er blevet 'sundhedsdage' i flere sjællandske byer, og så havde man ikke længere råd til at involvere sig så stærkt i Roskildes arrangement, selv om det er langt det største. Som konsekvens heraf bliver det nu også kommunen, der står for debat-teltet. Til at holde oplæg har man i år sikret sig Chris MacDonald, der er kendt fra tv og holder foredrag og workshops om sund livsstil, motivation, personlig udvikling, lederskab, coaching og teambuilding.
Patienter og borgere
Chris MacDonald skal tale om, hvad man som borger selv kan gøre for at blive så sund som mulig. Temaet passer med kommunens nye fokus med sundhedsdagen, der netop har den aktive folkesundhed som overskrift. Roskilde kommune er samtidig meget opmærksom på, at sundheden starter helt fra lille. Derfor bliver 'Børn i bevægelse' en anden af overskrifterne på sundhedsdagen i år. De forskellige patient-organisationer og andre foreninger, der hidtil har haft deres boder eller telte på torvet, vil også fortsat få mulighed for at deltage i sundhedsdagen og gøre opmærksom på deres arbejde. Danske Bank i Roskilde er på ny i år sponsor for 'Årets Sundhedspris', som er på 10.000 kroner. Sidste år gik prisen til Boserup Naturcenter og dets leder Tim Krat, der på kun ét år havde haft 175 skoleklasser og 80 grupper fra børnehaver ude til en aktiv og lærerig oplevelse i skoven. - Børnene lærer bedre, når de bevæger sig, får ordentlig mad og har det sjovt, lød begrundelsen. Tim Krat var selvfølgelig selv meget glad for anerkendelsen og sagde: - Nu kan man vel godt sige, at vores indsats ikke er helt hen i skoven.