Fortsæt til indhold

Kiropraktor for de mindste vinder frem

Kiropraktorer til børn er i efterspørgsel i Kolding, hvor de mindste får hjælp til både bedre motorik og psyke

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Holder man øje med diverse sociale medie forum for koldingenserne, vil man opdage en vis efterspørgsel på gode kiropraktorer. Og de skal ikke være gode til sportsskader og muskelsmerter, nej, de skal være gode til børn.

“Allerede da jeg åbnede klinikken i 2010, havde vi flere barnekunder end den almene kiropraktor, fordi mit speciale er netop børn, men vi har netop nu en stigende tilstrømning af de unge klienter,” fortæller Kari Skovmand Kuhn, som er kiropraktor og ejer af klinikken FLiCFLAC i Kolding.

Hun er specialiseret i behandling af gravide og børn i alle aldre, en masteruddannelse, hun tog i England.

“Jeg har altid vidst, at jeg ville specialiseredes indenfor et felt, så mine fokusområder blev altså børn og sportsskader,” forklarer Kari Skovmand Kuhn, som altså i tillæg til kiropraktortitlen også bærer titlen MSc APP Chiropractic Paediatrics.

Sundt for både store og små

Den største kundegruppe, som Kari har hos klinikken FLiCFLAC er de helt små. For forældre til spædbørn med kolik eller spædbørn med en favoritside er godt klar over, hvor meget en tur til kiropraktoren kan hjælpe på både trivsel og nattesøvn.

“Vi kan hjælpe med at finde løsningen på, hvorfor spædbørn mistrives. At kiropraktorer kan hjælpe mod kolik, deforme hoveder efter for meget søvn på en side, og manglende motorik, har været kendt længe,” fortæller Kari Skovmand Kuhn.

Hun mener dog også, at forældre til lidt ældre børn ville kunne finde gavn af en tur til kiropraktoren.
“Fra de er i tumling-alderen og indtil skolestart tilhører børnenes symptomer det, jeg kalder for “rodekassen”. De har ikke sprog til at udtrykke smerter, hvorfor ondt i maven kan dække over alverdens synder - lige fra hovedpine til ondt i sjælen,” siger hun.

Selvom kiropraktoren ikke er det første, man tænker på i den forbindelse, kan det sagtens være besøget værd. For ofte kan de professionelt afhjælpe problemer, som barnet ikke engang vidste, det havde.

“Mange af børnene er født med problematikker, som de ikke kan i talesætte. Så når vi først har afhjulpet dem, ser forældre og lærerer typisk en positiv udvikling i både fysikken og adfærden,” siger Kari Skovmand Kuhn.

Med smartphones som synder

De lidt ældre børn kan også have godt af en tur forbi den lokale kiropraktor. Den daglige brug af elektronik, såsom smartphones og tablets, begynder nemlig i en tidlig alder at give børnene smerteproblematikker.

“Børnene sidder forkert og bruger meget tid på de små elektronisk genstande. Og det kan give smerter og i værste fald påvirket adfærd eller indlæring. Har rygsøjlen, og hermed nervesystemet, det ikke godt, bryder det med koncentrationsevnen og indlæringsevnen,” slutter Kari Skovmand Kuhn.