Fonds-strategi virker
A P Møllers Fond giver 10 millioner til genopbygning af Jyllinge-hallerne
Da formanden Lars Lindskov og bestyrelsen for Jyllinge-hallerne, som er en selvejende institution, efter branden i juli 2014 kunne se, at pengene fra forsikringen dårligt ville række til en genopbygning, havde de to muligheder. Enten at få klasket noget op i en fart for enhver pris, så de mange hjemløse sportsfolk, der i mellemtiden må køre andre steder hen for at dyrke idræt, atter kunne komme i gang. Eller at søge penge fra fonde og andre, der kunne se den gode idé i at få genopbygget noget, som er mere funktionelt end de gamle haller, der var opført efterhånden, og som også holdt en arkitektonisk kvalitet. De valgte fonds-strategien, og flere mente, at det var alt for optimistisk eller useriøst. Men nu har A P Møllers Fond altså valgt at støtte genopbygningen af Jyllinge-hallerne med 10 millioner kroner, og det er netop sket, fordi der også er lagt kvalitet ind i genopbygnings-projektet.
Glad formand
- Jeg er selvfølgelig både glad og lykkelig for, at det nu ser ud til at lykkes, fortæller Lars Lindskov, der undervejs har været under meget hårdt pres. Den samlede pris for at få genopbygget den ødelagt del af Jyllinge-hallerne med en ny og mere praktisk indretning løber op i et tocifret millionbeløb - i den høje ende, som formanden siger for ikke at afsløre for meget. Pengene kommer fra en række forskellige kilder: Forsikringen, banklån, egne midler, donationer bl.a. den store gave fra den gamle skibsreders fond og et bidrag fra Roskilde kommune.