Fortsæt til indhold

Campister vil have hurtigt internet

Naldmose Camping tilbyder gæster gratis internet

Arkiv
Arkiv

For blot få år siden var gode badefaciliteter og adgang til elektricitet et krav, som landets campingpladser skulle leve op til, hvis de ville tiltrække gæster i både kortere og længere tid. I dag er kravene ændret. Nu er det internetforholdene, som campisterne vægter meget højt, når de beslutter, hvor ferien skal holdes.
"Vil du have børnene med på campingferie, forlanger de, at forældrene vælger campingpladser med optimale internetforhold. Er der ikke det, vil børn i alderen fra 12 til 16 år hellere blive hjemme. Ja, internettet er faktisk blevet vigtigere end badefaciliteterne," siger Robert Madsen, der siden 2005, har drevet Naldmose Camping ved Fynshav. Han har netop investeret godt 50.000 kr. i en optimering af campingpladsens trådløse internet.
Systemet er i udgangspunktet dimensioneret til mellem 400 og 600 samtidige brugere. Naldmose Campings har plads til 180 enheder fordelt på campingvogne og telte.
"I dag skal du regne med, at hver campingenhed har mellem to og fire trådløse internetenheder, og de skal kunne anvendes her og nu. Naturligvis er der også de lidt ældre campister, som ønsker mere fred og ro og ikke anvender computere hele tiden," siger Robert Madsen.
Gæsterne skal betale et separat beløb for adgang til internettet.
Det er Sønderborg-virksomhederne nyit.dk, eCo Solutions og TA-Elteknik, der står bag løsningen i Fynshav.
"Vi har været i kontakt med campingpladser, lystbådehavne og sejlklubber over hele landet, og kan konstatere, at der er et voksende behov for avancerede trådløse løsninger. Uden internet, der virker nøjagtig som derhjemme, ja, så vil kunderne ikke lægge til kaj eller slå pløkke i jorden og så mistes der omsætning," siger direktør Jesper Sørensen fra nyit.dk

Inge Marie og Robert Madsen har investeret godt 50.000 kr. i en internetløsning, der dækker hele campingpladsen ved Fynshav.