Fortsæt til indhold

Sønderborg slap billigt i regionens spareplan

Når betingelserne var som de var, så godkender borgmester Erik Lauritzen regionens spareplan

Arkiv
Arkiv

Region Syddanmarks spareplan for sundhedsområdet vil betyde forringelser på sundhedsområdet, ikke mindst i Give hvor sygehuset lukkes, de tre akutbiler i Grindsted, Haderslev og Skærbærk spares væk sammen med akutbilen i Faaborg, mens tilbuddet om strålebehandling i Flensborg til kræftpatienter også bliver ramt af besparelserne.
I Sønderborg kan spareplanen komme til at betyde, at skadeklinikken på sygehuset lukker i nattetimerne, men derudover har regionens sparekniv ikke skåret dybt i de eksisterende sundhedstilbud i det sønderjyske.

Jeg er tilfreds

"Jeg kan ikke sige, at jeg er tilfreds med den aftale som Regionsrådet har indgået, for besparelser på sundhedsområdet kan jeg som udgangspunkt ikke glæde mig over. Og hvis skadeklinikken på Sønderborg Sygehus lukker i nattetimerne, er det naturligvis en forringelse af den service borgerne i Sønderborg Kommune vil opleve," siger Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen.
Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen glæder sig over at Tønder Sygehus bliver bevaret og håber på, at der nu kommer ro på sundhedsområdet i en årrække.
Sønderborgs borgmester erkender dog, at det ikke har været en let opgave, som regionsrådet har været sat på, og at besparelser på sundhedsområdet aldrig vil være populære.

Kunne have været værre

Med det udgangspunkt ser borgmester Erik Lauriten på planen som godkendt, for borgmesteren noterer sig, at det kunne have gået meget værre i Sønderjylland.
"Jeg er glad for, at Tønder Sygehus bliver bevaret, og at regionen med sin plan signalerer, at Sønderborg Sygehus skal være landsdelens store og stærke specialsygehus. Det er vigtigt for vore område, at besparelserne ikke er blevet værre end de er," fortæller Erik Lauritzen og tilføjer at det også tæller på plussiden, at Region Syddanmark har undgået mange af de besparelser, som ville have gjort rigtig ondt ude i lokalsamfundene.
Aftalen om besparelserne på sundhedsområdet vil blive behandlet i regionens forretningsudvalg den 12. april, og forventes vedtaget på regionsrådsmødet den 25. april.