Forårsbonus til spillerne
Roskilde fører 1. division, hvis man kun medregner forårets kampe
Inden forårets kampe startede var FC Roskilde på træningstur til Tyrkiet - i øvrigt på samme hotel, der også bruges af KFUM. Her indgik formand Bo Tue og træner Anders Theil en aftale med spillerne om, at de får en særlig bonus, hvis de henter mange point i forårets kampe. Hvis de i forårets kampe alene henter point til top 3 i 1. division udløser en en pæn sum, og hvis de lander i top 6 bliverd en mindre. Foreløbig ser det ud til at virke. For efter søndagens hjemmesejr over Næstved har Roskilde fået 14 point i foråret, hvilket er bedst blandt alle hold i 1. division. På grund af den meget dårlige efterårs-sæson ligger FCR dog stadig i den nederste halvdel af rækken. - Vi ønsker at få noget motivation ind i opbygningen af holdet til næste sæson, siger formanden Bo Tue. - Efter at Slagelse gik konkurs og bliver tvangsnedrykket, er der jo ikke længere nogen trussel om degradering. Så får at det ikke skal blive en ren 'lalle-sæson', må vi have en målsætning. - I næste sæson vil vi gerne have opbygget holdet, så det kan være med blandt de fem bedste i 1. division. Men det når vi jo aldrig, hvis der ikke er noget at spille for her i foråret. Derfor har vi valgt denne model, forklarer han. tk