Fortsæt til indhold

Udvidet åbningstid for borgerne på rådhuset

Byråder vil udvide åbningstiderne i Borgerservice fra 17 til 25 timer om ugen

Arkiv
Arkiv

Når Køge Rådhus i sommeren 2017 slår dørene op for den nye borgerbetjening, bliver det nemmere for borgerne at komme i kontakt med kommunen. Jobcenteret og Familierådgivningen rykker fra Strandpromenaden til Rådhuset, og i samme omgang ændres den nuværende Borgerservice til en moderne og central borgerbetjening, hvor borgerne skal henvende sig, når de har et ærinde hos kommunen. Det kan fx være et møde med en sagsbehandler, bestilling af et pas eller hjælp med en digital selvbetjeningsløsning.
I forbindelse med den nye og fælles borgerbetjening udvides åbningstiden. I dag har Borgerservice åbent i 17 timer om ugen, men den nye borgerbetjening skal holde åbent for borgerne i 25 timer ugentligt. Det besluttede Byrådet tirsdag.
”Borgerne vil opleve en markant bedre service, når Køge Rådhus får den nye borgerbetjening. Borgerne får én indgang til kommunen, og det bliver nemmere at nå hen på Rådhuset og få ordnet de ærinder, man har, når åbningstiden bliver udvidet,” siger Køge Kommunes borgmester, Flemming Christensen.
Borgerbetjeningen på Køge Rådhus bliver et travlt sted med mere end 80.000 henvendelser om året. Åbningstiderne udvides som en ekstra service til borgerne og for at undgå, at der kommer lange ventetider for borgerne.