Fortsæt til indhold

Smalt flertal bag skrappe sparekrav

Venstre, Konservative og Liberal Alliance lægger an til hård sparekurs på grund af de alvorlige budgetudfordringer, Køge Kommune står over for fra 2017

Arkiv
Martin Rasmussen

Køge byråd lægger an til en hård sparekurs fra næste år. Et smalt flertal i byrådet bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance vedtog tirsdag aften i denne uge et foreløbigt sparemål for budget 2017 på 90 millioner kroner - et beløb der stiger til sparekrav på 135 millioner kroner i de efterfølgende år.
Køge Kommunes økonomi er udfordret på flere fronter i de kommende år. Det er ikke mindst regeringens nye omprioriteringsbidrag, der betyder, at Køge Kommune skal aflevere et større millionbeløb til staten i det kommende budgetår, og man har endnu ikke klarhed over, hvor mange penge man får retur - for eksempel i form af øremærkede midler. Dertil kommer en ekstraregning på 20 millioner kroner i driftsbudgettet på grund af en forglemmelse i forbindelse med et plejehjemsbyggeri, lige som der er væsentlige omkostninger forbundet med de seneste års store tilstrømning af flygtninge. Denne regning er i sagens natur vanskelig at opgøre for de kommende år, for man ved ikke, hvor mange flygtninge man skal modtage i Køge Kommune, men det ligger fast, at det allerede nu er en belastning for kommunens økonomi, og at belastningen formentlig bliver større de kommende år.
Først til sommer kendes de endelige forudsætninger for næste års budget, men det står klart, at besparelser i det givne omfang ikke kan undgå at medføre nedskæringer i de kommunale servicetilbud, og begge sider af byrådssalen er allerede nu ved at ruste sig til hårde budgetforhandlinger, inden det endelige budget 2017 ligger færdigt i september.

Strid om sparemål

De foreløbige sparemål gav anledning til en vis debat under tirsdagens byrådsmøde, da et stort mindretal anført af Socialdemokraterne argumenterede for lidt mere lempelige sparekrav i 2017 og 2018. Her ville Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF "nøjes" med at spare henholdsvis 80 og 105 milllioner kroner.
"Vi mener, at man skal fare med lempe i de første år, og uanset hvad kommer til det til at gøre rigtig ondt på en række områder med disse besparelser," sagde Thomas Kielgast (SF) med henvisning til, at de økonomiske forudsætninger omkring omprioriteringsbidrag og andre eksterne påvirkninger bliver mere og mere uforudsigelige, jo længere ud i overslagsårene man kommer.
Netop uvisheden omkring forudsætningerne blev dog også fremhævet som argument for den hårdere sparekurs her og nu.
"Vi ved ikke, hvad der kommer tilbage af omprioriteringsbidraget. Vi tør ikke satse, så vi vælger den sikre vej, sagde Mette Jorsø (V).
”Der er ingen tvivl om, at vi går en vanskelig tid i møde, men det vidste vi allerede i efteråret. Nu handler det om, at vi sammen tager ansvar for fremtidens velfærd og sørger for, at besparelserne ikke sætter en kæp i væksthjulet”, siger borgmester Flemming Christensen om situationen.