Havnen opruster med mobil kran
Travlhed på kajen har fået Esbjerg Havn til at købe en femte mobil havnekran. Valget faldt på en Liebherr 180 på grund af dens hurtighed og fleksibilitet.
“I 2016 skal der blandt andet udskibes komponenter til mere end 500 vindmøller fra Esbjerg Havn. Det betyder, at vi skal foretage mange løft af vindmøllevinger, tårne, naceller og andre komponenter. Derfor har vi behov for mere krankapacitet,” siger havnedirektør Ole Ingrisch i en pressemedelelse.
I dag råder havnen over fire mobile havnekraner, hvoraf den største kan løfte op til 150 tons. Den nye kran kan løfte 60 tons. Kranen, som er fra 2009, er købt i Frankrig og har opereret på havnen i Nantes.
“Vi har set på flere muligheder - både nye og brugte kraner. Den kran, som vi nu har købt, har vi vurderet til at være den, hvor vi får den bedste løsning til en skarp pris,” fortæller Ole Ingrisch.
Esbjerg Havn forventer, at kranen ankommer til havnen med skib medio april, hvorefter den vil blive taget i brug.