Fortsæt til indhold

Region Syddanmark holder topmøde

Bedre samarbejde over grænsen skal skaffe mere kvalificeret arbejdskraft

Arkiv
Arkiv

6. juni klokken 10-16 afholder Region Syddanmark i samarbejde med Uddannelses- og Forskningsministeriet og delstatsregeringen i Slesvig-Holsten et regionalt uddannelsestopmøde i Flensborg. Topmødet har fokus på at finde nye samarbejdsmuligheder mellem de videregående uddannelser i grænseregionen.
Der er allerede i dag et tæt samarbejde på tværs af grænsen. Uddannelsestopmødet skal blandt andet bidrage til at svare på, hvordan man gennem øget grænseoverskridende samarbejde indenfor uddannelse kan støtte op om at styrke vækst og udvikling i regionen. Regionen er blandt andet kendetegnet ved meget viden- og eksporttunge erhverv, der har stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft.
“I grænseregionen og særligt i Sønderborgområdet har vi udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Her vil uddannelsestopmødet styrke det grænseoverskridende uddannelsessamarbejde, så vi får bedre mulighed for at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft. Det vil bidrage til vores vækst- og udviklingsindsats i regionen og dermed gøre grænseregionen til et endnu mere attraktivt sted at bo, uddanne sig og arbejde,” siger formand for Udvalget for dansk-tysk samarbejde i Region Syddanmark, Hans Philip Tietje (V).