Hele familien skal til forårsfest
Der er forårsfest på Museumsgården Kringsminde lørdag den 16. april
Arbejdet kalder. Når museumsgården slår dørene op til forårsfest, skal Kringsmindes Landbrugslaug i marken for at få de sidste afgrøder i jorden - såsom kartofler, roer og det sidste korn. Heldigvis er der også plads til leg. De gamle legeredskaber er fundet frem til børnene i haven, og ungerne kan også prøve at slå et reb til et sjippetjov.
Lørdag den 16. april byder på masser af aktiviteter.
“Vær med når fårene klippes og ulden bliver forarbejdet. Hammen fra det første får skal filtes med sæbevand, og her kan alle være med,” lyder det fra Kringsminde.
I østfløjen kan de besøgende blive inspireret af de farverige bedstemorfirkanter, som frivillige sidder og hækler. Firkanterne kan bruges til slumretæppe, sutsko, barnevognstæppe, sjal og meget mere. Interesserede er velkomne til at sætte sig ned og lære at hækle.
I teltet bag østfløjen kan man smage på forårets urtesuppe. Her står Marie Bastholm fra Marias Køkken og Kursusværksted og arbejder med ramsløg og urter fra haven. Lis Knudsen, økolog fra Skarregaard, viser, hvad man kan lave af forårsblomster fra enten naturen eller haven.
Igen i år kan du møde Frøsamlerne, der har taget gamle sorter af både blomster og grøntsager med. Og Fredericia Biavlerforeningen er også til stede i teltet med salg af deres produkter.
Der er mulighed for at købe kaffe og hjemmebagt brød i folkestuen.