Fortsæt til indhold

Oplev Engkanten på Søndre Havn

Tag med på en gratis vandring på Søndre Havns nye promenade, Engkanten, som er godt på vej. Det sker tirsdag den 19. april

Arkiv
Arkiv

Køge Kyst er nået langt med at anlægge en hævet promenade ved navn Engkanten ud mod strandengen på Søndre Havn. Som en lille ”snigpremiere” inviterer Køge Kyst nu alle interesserede op på Engkanten tirsdag den 19. april, hvor man ved selvsyn kan opleve den nye promenade og dens kvaliteter samt se nærmere på områdets øvrige byggeaktiviteter.
Det bliver blandt andet muligt at komme tæt på det første boligbyggeri, hvor entreprenøren lige nu er i gang med fundamentet. Deltagerne vil også kunne se arbejdet med terrænreguleringer af strandengen, som skal aflede regnvand fra boliger og friarealer bag Engkanten ud i havet.
Arbejdet med Engkanten begyndte i efteråret, da Køge Kyst satte gang i forberedelserne til de første boliger på Søndre Havn, og i takt med at de nye byggerier vokser frem, færdiggøres Engkanten med belægning og beplantning.
"Sammen med flere andre tilbud her på Søndre Havn skal Engkanten tilføre nye muligheder for ophold, aktiviteter og færdsel for både kommende beboere og besøgende i området," siger chefkonsulent Eyvind Lindboe, der sammen med chefkonsulent Lisbet Østrup fra Køge Kyst er guide på vandringen den 19. april.

Beskyttelse mod klimaforandring

Engkanten bliver, når den senere på året står helt klar til brug, en ny forbindelse for gående og cyklister i området - og derudover vil den hævede promenade beskytte området mod havvandsstigninger som følge af klimaforandringer. Engkanten kommer til at ligge 2,5 meter over dagligt vande og er udformet med en trappe langs den ene side, hvorfra man kan nyde udsigten over strandengen og Køge Bugt.
På vandringen vil Lisbet Østrup og Eyvind Lindboe fortælle detaljeret om arbejdet med at opføre Engkanten, ligesom de også kommer omkring boligbyggerierne og de grønne byrum, ”almindingerne”, som Engkanten skal indgå i et samspil med.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og kommentere undervejs på vandringen, hvis behovet opstår. I anledning af store bededag samme uge slutter vandringen med varme hveder og en forfriskning på ungdomskulturhuset Tapperiet.
Vandringen er gratis og forudgående tilmelding er ikke nødvendig.


FAKTA
Mødested: Betonstelen ved byrummet Udsigten, for enden af Søndre Molevej
Hvornår: Tirsdag den 19. april kl. 17-18.30

Engkanten bliver senere på året klar til brug for gående og cyklister i området.(Foto: Martin Håkan/CoverGanda.dk)