Et år i den esbjergensiske æter
Radio Victoria kan fejre et år i Esbjerg. Et år, der har budt på glæde og travlhed
Den 1. april 2015 gik den lokale radiostation Radio Victoria i æteren, og selv om mange måske nok havde en mening om navnet, så havde endnu flere en opfattelse af, at det var på tide, at der igen kom en lokalradio i Esbjerg.
Siden er der strømmet meget musik ud gennem højtalere, øretelefoner og bilradier, og selv om det til tider har været hårdt og ganske travlt, så har det mest af alt været sjovt, fortæller vært og programchef henrik Dinesen:
“Vi er blevet taget rigtig godt imod, ja faktisk meget bedre end forventet. Mange havde jo sagt, at der manglede en lokalradio, men én ting er tilkendegivelse, noget andet er jo, når man skal 'walk the talk'. Men vi føler klart, at vi har fået en fod indenfor i Esbjerg.”
Radiostationen har bevidst valgt, at man kun laver radio til og for Esbjerg, og derfor er det også masser af lokale gæster, der jævnligt frekventerer radiostudiet i Borgergade:
“Vi prøver at involvere os i lokalsamfundet så godt, som vi kan, og derfor er vi også indimellem ude af huset og lave livesendinger. Samtidig har vi fået et rigtig godt samarbejde op at køre med jer på Lokalavisen Esbjerg, som vi er glade for. Vi har to forskellige medier, men jeg føler, at vi styrker og komplimenterer hinanden,” siger Henrik Dinesen, der også er sikker på, at bliver en to-tre-fire og fem års fødselsdag at fejre.
“Vi er kommet for at blive, og alt tyder på, at det også er noget, lokalbefolkningen ønsker.”