Big Band Ribe åbner dørene til workshop
Big Bandet skal på workshop - og du kan lytte med
Det er lykkedes Ribe Big Band at få Nicolas Kock fra Konservatoriet og Kulturskolen i Esbjerg til at afholde en workshop med bandet den 9. april. Formålet med sådan en intensiv workshop er at arbejde i dybden med nyt materiale og med nye impulser udefra.
På workshoppen har Nicolas Kock bedt bandet arbejde med “It had to be you” af Isham Jones, “Everyday I had the blues” et rigtigt Count Basie nummer komponeret af Ernie Wilkins og det kendte nummer fra BLUES BROTHERS “MINNIE THE MOOCHER” af Cab Calloway og Irving Mills. Et utroligt kendt og fængende nummer. En ørehænger der vil få gang i publikummerne.
Og der er netop tænkt på publikum, idet workshoppen slutter af med en “Åben prøve” kl. 15.00 i SeminarieHuset på lørdag d. 9. april i Den gamle kantine. Der er gratis adgang for alle interesserede.