Fortsæt til indhold

Jernbanesporet i Vamdrup repareres

Kolding kommune venter ikke på Havarikommissionens rapport

Arkiv
Arkiv

Kolding Kommune tager nu initiativ til at få repareret det kommunalt ejede jernbanespor i Vamdrup, som blev ødelagt, da et godstog af ukendte årsager blev afsporet 29. marts. Først når Havarikommissionens rapport er færdig senere på året, afgøres det, hvem der skal betale for udbedringen, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Havarikommissionen har på nuværende tidspunkt afsluttet undersøgelsen af uheldet, og de havarede godsvogne er fjernet. Kommissionens rapport ventes at være klar om en-to måneder. Men så længe ønsker kommunen ikke at vente, da firmaet Dansk Auto Logik i Vamdrup er afhængig af banesporet. I samarbejde med firmaet har man lagt en plan for løsning af problemet.

Dansk Auto Logik modtager og distribuerer årligt omkring 300.000 biler, og hovedparten af bilerne leveres via banen. For at undgå store logistiske problemer for firmaet har gruppeformændene i Kolding Byråd nu besluttet, at sætte reparationen af den beskadigede strækning på 250 meter samt et sporskifte i gang. Om tre-seks uger vil sporet efter planen igen være farbart.

Ved uheldet blev syv godsvogne afsporet, og den ene væltede. Uheldet skete på et lukket området. Ingen personer kom til skade, og det påvirkede ikke den øvrige jernbanetrafik.