Fortsæt til indhold

Rotter skræmmer ved stationen

Stationsområdet er i gang med den helt store forvandling, men området omkring busserne er fyldt med affald, og det tiltrækker rotter

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Affald der flyder omkring skraldespandene og langs hegnet ved stationen, er hverken kønt at se på eller behageligt at stå i. Men det er ikke desto mindre, det syn mange møder, når de venter på bussen på vej til arbejde.
Liffa Lykke Lassen har flere gange haft et ubehageligt møde med dyret, de færreste bryder sig om.
"Jeg har nu to gang oplevet at møde en stor rotte ved stoppestedet. Første gang stod jeg der alene kl. 06.10, og jeg blev helt chokeret, da den kom løbende hen til skraldespanden. Den var nok 25 cm lang, og nu bryder jeg mig ikke om at stå der alene mere. Det er ulækkert og en decideret skændsel for byen" siger Liffa Lykke Lassen.
Liffa Lykke Lassen har faktisk forsøgt at gøre både kommunen og ETK opmærksomme på problemet, og det hun har oplevet, men meldingen var begge steder den samme.
"Jeg ringede til kommunen, og blev stillet om en masse gange. Til sidst fik jeg at vide, at der jo var rotter så mange steder. Det samme sagde de på ETK, men at hun jo måtte lade det gå videre. Der lader bare ikke til at være sket noget ved stationen," fortæller Liffa Lykke Lassen.
I ETK ønsker man ikke at kommentere på den besked, Liffa Lykke Lassen har fået, men bekræfter, at det er ETK, der har ansvar for at fjerne både affald og rotter i området.
"Der er ikke rottesikret i området, men vi har fået flere anmeldelser på det. Jeg kan se både åbne og lukkede sager. Der bliver sat foderkasser ud, og hvis der ikke fanges nogen rotter i et vist tidsrum, så bliver de fjernet igen og sagen lukkes," forklarer Jytte Larsen, teknisk assistent ved ETK.
Hvis man møder en rotte i det offentlige rum eller privat, skal man som borger gå ind på kommunens hjemmeside og udfylde en formular med navn og andre oplysninger.
Det er altså ikke nok at ringe til kommunen eller ETK, som Liffa Lykke Lassen valgte at gøre. Alternativt kan man få hjælp i telefonen til at få oprettet et formular, hvis man kontakter Jytte Larsen i ETK.

Det er ikke et indbydende sted at vente på bussen. (foto: JCJ)
Oprydningen bør være bedre i området og folk bør benytte skraldespandene. (foto: JCJ)