Fortsæt til indhold

Unge knægte fra Klub Bøndergårdsvej styrer i pool

Fem unge syrere har fundet både talent og sammenhold omkring poolbordet i Klub Bøndergårdsvej

Arkiv
Rune Weitling

Forleden blev regionsfinalen i Pool 8 ball for ungdomsklubber afviklet i Esbjerg, hvor man spillede om fem pladser i landsfinalen.
Alle fem finalepladser snuppede Klub Bøndergårdsvej, og som om det ikke var imponerende nok, så har ingen af de knægte spillet pool i særlig lang tid. De er nemlig alle syriske flygtninge, og Lezgin, Ahmad, Mohamed, Berkan og Ali har ikke været i Danmark i overvældende lang tid.
"De er helt vilde med at spille, og det er en god måde for dem at være sociale på," fortæller klubmedarbejder Gert Andersen, der har bistået med både gode fifs, da han selv er tidligere pool og karambole spiller på højt niveau .

Unik ro trods deres alder

Som vinder af regionsfinalen strøg drengene videre til landsfinalen, og derfor var de forleden et smut i København for at dyste mod de bedste fra hele landet. Her blev det ikke til en sejr, men til gengæld fik de masser af andre oplevelser i hovedstaden.
"Det har virkelig været sjovt. Vi så også en, der rappede," fortæller teenagerne Ali, Birkan og Lezgin, da Lokalavisen møder dem rundt om det blå klæde i Klub Bøndergårdsvej.
Lezgin, Ahmad, Mohamed, Berkan og Ali kommer flere gange ugentligt i Klub Bøndergårdsvej og de nyder at hænge ud og spille pool med deres venner.
"Det er hyggeligt," griner drengene, mens Gert smiler og tilføjer:
"Pool er faktisk en krævende disciplin. Det kræver ro og overblik at spille godt. Man skal holde fokus og hele tiden tænke frem mod næste stød. Den ro og det overblik, jeg ser netop disse drenge have er helt unikt for deres aldersklasse. Jeg er overbevist om, at det kommer til at bringe dem langt. Ikke alene til landsmesterskaberne i Pool, men også videre frem i deres ungdomsliv. Det er jo det som fritiden i ungdomsklubben også handler om."