Fortsæt til indhold

Pladeaktuelle Cody gæster Tapperiet

Lørdag den 16. april giver pladeaktuelle Cody koncert på ungdomskulturhuset Tapperiet

Arkiv
Arkiv

Københavnske Cody har siden 2009 været afsender på fem anmelderroste udgivelser, tre album og to ep'er. Der er spillet over 400 koncerter i ind- og udland, og bandet har fået status som lidt af en live-darling hos det kvalitetsbevidste publikum. De er blandt andet blevet håndplukket til at opvarme for grupper som The National, Band of Horses, Tindersticks og Bonnie 'Prince' Billie ved disses besøg i Danmark, og har også leveret musik til Pernille Fischer-Christensen-succesen "En Familie" samt en række tyske film og serier.

Moderne folk med klassiske referencer

Gruppen består af sanger og sangskriver Kaspar Kaae, guitarist David Fjelstrup, cellist Line Felding og violinist Frederik Thyboe og til livekoncerter suppleres besætningen af bas og trommer.
Cody spiller moderne folk, hvor de klassiske referencer som Dylan, Springsteen og Young møder den særlige nordiske lyd, som danske bands er kendt og berømmet for i udlandet.
Codys sjette studiealbum hedder "I'll Ride With You", og er netop udkommet. Det vil således blandt andet være muligt at høre Codys nye materiale live til koncerten på Tapperiet.

Opvarmning med David Fjelstrup

David Fjelstrup er almindeligvis guitarist i CODY. Det seneste år har han skrevet en række sange på dansk, og det er med dem, han giver opvarmningskoncert inden Cody går på scenen. Sangene handler om hverdagen, og det lyder lidt som Nick Drake og Devendra Banhart.
Koncerten med Cody og David Fjelstrup på Tapperiet lørdag den 16. april starter kl. 21 og dørene åbner en time inden koncerten.
Billetter kan købes i forsalg på www.ticketmaster.dk og på Tapperiet. Herudover vil det også være muligt at købe billetter i entréen på selve aftenen til forhøjet billetpris.