Fortsæt til indhold

Ny affaldssortering i Vejle

74.000 nye affaldsbeholdere står klar og vejledninger er blevet omdelt

Arkiv
Arkiv

I denne uge begyndte skraldebilerne at tømme de nye affaldsbeholdere i Vejle Kommune.
Arbejdet med implementeringen af de nye affaldsordninger i kommunen har stået på de sidste par år og er nu altså gået i gang.
”Det er en stor logistisk opgave, vi har været i gang med. Vi har mødt en række udfordringer undervejs, det kan ikke undgås. Men vi har samtidig oplevet en stor interesse og velvilje fra alle, og vi kan sammen være stolte af det foreløbige resultat,” siger Søren Peschardt, 1. viceborgmester og formand for Natur- & Miljøudvalget i Vejle Kommune, i en pressemeddelelse.

Miljøet

Ifølge pressemeddelelsen har Vejle Kommune fokus på miljøet.
Derfor har det også længe været et ønske, at kommunen på sigt kan udnytte det organiske affald, der bliver indsamlet, ved alle husstande på en ny måde.
Visionen er, at kommunen kan udnytte den biogas, der bliver produceret af organisk affald, som drivmiddel til skraldebilerne. Nu er markedet endelig gearet til det, og der er blevet etableret faciliteter til at tanke gas ved transportcenteret ved Exit 59.
”Vi ser frem til, at Vejle Kommunes affaldsindsamling sker via grøn gas. Hovedparten af de nye biogasdrevne skraldebiler står klar til at tømme de nye affaldsbeholdere fra 4. april. I en kort overgangsperiode vil enkelte borgere dog kunne møde et- og torums dieselbiler på gaden, indtil de sidste gasbiler er leveret i løbet af den næste måneds tid,” fortæller Yvonne Thagaard Andersen, afdelingsleder hos AffaldGenbrug, Teknik & Miljø, Vejle Kommune.

Affaldet blandes ikke

Skillerummet i de nye todelte affaldsbeholdere matcher de rum, der er i de nye skraldebiler. Det betyder, at når borgerne har sorteret deres affald hjemme i deres beholdere, bliver det ikke blandet igen, hvilket også er en stor fordel i den videre proces for optimal udnyttelse af ressourcerne i affaldet.
”Vi har selvfølgelig sikret os, at vi i overgangsperioden ikke får blandet affaldet. Derfor kan nogle borgere opleve, at deres affaldsbeholder bliver tømt ad to omgange - naturligvis på den samme dag. Det er derfor vigtigt, at man lige tjekker, at beholderen er helt tom, før man stiller den tilbage på plads. Vi håber, at alle vil tage godt imod de nye ordninger og samtidig have lidt tålmodighed i starten, hvis der er ting, som i indkøringsperioden ikke forløber helt som planlagt. Vi vil, hos AffaldGenbrug, gøre vores bedste til, at vi får en god indkøringsperiode, og vi glæder os til samarbejdet om endnu bedre ressourceudnyttelse i Vejle kommune,” siger Yvonne Andersen. jh