Studerende og virksomhed mødes i mobilt værksted
Nu råder Erhvervsakademi SydVest over et mobilt prototypeværksted, der kan bringe studerende og virksomhed sammen i praksis
I dag blev der hos Erhvervsakademi SydVest på Ørstedsgade i Sønderborg holdt reception over skolens nye mobile prototypeværksted.
Inviteret var skolens samarbejdspartnere, virksomheder og andre interesserede, som ved receptionen havde mulighed for at høre om de nye muligheder og se hvordan 3D printer, laserskærer, CNC fræsemaskine, CNC drejemaskine og håndværktøjet kan bruges til at lave prototyper.
Mødes i praksis
Det Mobile Prototypeværksted har til formål at tilbyde muligheden for, at studerende og virksomheder kan mødes i praksis f.eks. ude i virksomhederne med adgang til ny teknologi, innovationskraft, produkt- og prototypeudvikling, udvikling af partnerskaber og netværk med mere.
Samtidig er det formålet at højne og kvalificere de studerendes uddannelse og kompetencer og sikre et match til det fremtidige erhvervslivs efterspørgsel.
De studerende får praktisk erfaring i mødet med virksomhederne, og virksomhederne får det bedst mulige rekrutteringsgrundlag, kvalificeret arbejdskraft og mulighed for at fastholde arbejdskraften og øge konkurrenceevnen og væksten.