Elever fra Fredericia og Børkop vandt priser
Innovative elever vandt priser til DM i Entreprenørskab
Elever fra Erritsø Fælleskole klarede sig flot til DM i Entreprenørskab og hele to hold elever vandt guld i hver sin kategori. Elever fra Englystskolen i Børkop klarede sig også flot og fik en 3. plads, da der torsdag den 7. april var NextLevel – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever.
To drenge fra Erritsø Fællesskole havde udviklet idéen til Light travel – en ny måde at tjekke ind og ud på i offentlig transport. Ved hjælp af 'beacons' i busser, tog og metro vil de to drenge bag Light Travel gøre det lettere for alle at tjekke automatisk ind og ud, bare man har sin mobiltelefon på sig. Den idé gav drengene en 1. plads i kategorien Viden & Verden samt 5.000 kr.
To piger fra Erritsø Fællesskole stod bag idéen Athenebøger, som er en hjemmeside, hvor skoler kan købe bøger og undervisningsmaterialer, så alle skolebøger er samlet ét sted, og så man undgår nedslidte gamle skolebøger. Det gav dem en 1. plads i kategorien Sprog & Kultur og 5.000 kr.
To drenge fra Englystskolen i Børkop fik en 3. plads i kategorien Bevægelse for deres app og hjemmeside Team Easy On, som viser de nærmeste muligheder for aktiviteter i nærliggende naturområder. Det kan være alt fra løbeture i skoven til actionsfyldte vandsportsaktiviteter. De vandt 2.000 kr.
Mange med i en hård konkurrence
Næsten 900 elever fra 8. – 10. klasse har været med i de indledende runder i NextLevel-konkurrencen, men kun 20 hold havde kvalificeret sig til DM.
Den samlede vinder af DM i Entreprenørskab blev et hold fra Vesterdal Efterskole, som har lavet spillet MEMO specielt målrettet ensomme ældre på plejehjem. Tanken bag spillet er, at det skal sætte gang i samtalen mellem de ældre og samtidig det være let at gå til. De vandt 15.000 kr. for deres opfindelse.