Fortsæt til indhold

Køgeskalaen er ved at ændre sig

"Køge kan sagtens bære højere bygninger," siger teknik- og miljøudvalgsformand Mette Jorsø (V) forud for borgermøde om ny lokalplan for stationsområdet

Arkiv
Martin Rasmussen

Begrebet "Køgeskala" har været en central del af processen bag udviklingen af Køge Kyst-projektet. Det handler om, at de mange nye bygninger i stationsområdet skal "passe til" den omkringliggende by, og hensigten er således at sørge for, at den nye del af byen bliver en harmonisk og integreret del af Køge fra begyndelsen.
Nu er der en ny lokalplan på vej, som i nogen udstrækning udfordrer den tankegang. Lokalplan 1060 for stationsområdet åbner således mulighed for en bygningshøjde på 15,5 meter i området, hvilket er mere end 25 procent højere end de 12 meter, som kommuneplanen og den gældende lokalplan som udgangspunkt giver mulighed for.
Ændringen sker blandt andet for at imødekomme krav fra lejere i det nye område til fri lofthøjde, lige som ønsker om at etablere tagterrasser kræver en ekstra høj etagekonstruktion.
Det nye lokalplanforslag præsenteres og debatteres på et borgermøde den 18. april klokken 19 i rådhusets kantine, og her kan måske blandt andet vente en debat om den Køgeskala, som nu i endnu videre grad bliver udfordret, hvis lokalplanen bliver vedtaget i sin nuværende form.
"Vi må bare sige, at Køgeskalaen er ved at ændre sig. Byen bliver større, og det vil vi udfordre folk på ved det kommende borgermøde. Køge ændrer sig, og vi skal ikke være sådan en flad by mere. Køge kan sagtens bære højere bygninger," siger Mette Jorsø (V), der er formand for byrådets teknik- og miljøudvalg.

Skal ikke være museumsby

"Jeg tror på, at vi også skal turde at udvikle. Der skal ikke kun være bindingsværkshuse i bymidten. Vi skal passe på byen, de gamle huse og det særpræg, der kendetegner Køge, men det skal ikke være en museumsby, og vi er klar til at kombinere den eksisterende by med nye bygninger, der passer ind. Det ser vi fine forslag til," fortsætter Mette Jorsø.
Da byrådet i marts sendte lokalplanforslaget i høring, lød vurderingen omkring de nye højder således fra forvaltningen:
"Stationsområdet udgør et forholdsvis lille areal af Køge by, og hele området ligger i udkanten af den gamle by langs Ivar Huitfeldtsvej ud mod jernbanens langstrakte arealer og havnens åbne rum med høje havne- og industribyggerier. Det vurderes derfor, at det er et passende sted for byen at øge bygningshøjden, og at dette derfor kan ske i respekt for den eksisterende bebyggelse i Køge By."
Lige som Mette Jorsø lægger også Socialdemokraternes ordfører i byrådet, Marie Stærke, først og fremmest vægt på, at de nye bygninger rent udseendemæssigt passer ind i bybilledet.
"Det er rigtigt, at Køgeskalaen er ved at ændre sig, og det har været på vej i nogle år. Der sker en urbanisering - både hvad angår højde og tæthed - men jeg synes ikke, at vi er gået mere på kompromis, end vi kan stå inde for," siger Marie Stærke om den nye lokalplan, der er på vej.
Enhedslisten ønsker til gengæld ikke, at man giver tilladelse til bygninger på over 12 meter i lokalplanen. Høringsfasen for lokalplanen løber frem til den 3. juni.

"Der sker en urbanisering - både hvad angår højde og tæthed," siger Marie Stærke (S).
Byrådet er klar til at acceptere højere bygninger i stationsområdet. Det udfordrer den nuværende Køgeskala, men det er en del af en naturlig udvikling, mener politikerne.