IHS viser flaget i Norge
Ansatte på Idrætshøjskolen i Sønderborg rejser til Ringkollen i Norge for at bidrage til at DM i freestyle ski og snowboard når nye højder
I morgen onsdag den 6. april rejser ni ansatte ved Idrætshøjskolen i Sønderborg (IHS) til Norge, hvor de vil være frem til den 11. april. Formålet med turen er at etablere et samarbejde mellem IHS og Playground Snow, som er hovedarrangører af DM i freestyle ski og snowboard.
Da IHS selv har en ski- og snowboardlinje, som hvert år tager af sted til alperne i tre uger, ligger det naturligt for skolen at være til stede.
“Det betyder meget for os, at vi har fået denne mulighed. Ikke alene er vi spændte på, hvad vi kan tage med os hjem til IHS, men også hvilket præg vi kan sætte på eventet,” sider den ansvarlige for turen, snowboardlærer David Lautrup.
Udover at sponsorere eventet, skal IHS'erne medvirke og arrangere aktiviteter som for eksempel slæderæs, sneboldkrig og andre sjove ting, som alle parter kan deltage i.
IHS'erne glæder sig og er sikre på, at det bliver en tur med gode oplevelser og stort udbytte.