Voldvandring og varme hveder
Store Bededagsaften byder på en tradition på Fredericia vold
Traditionen tro inviterer Museerne i Fredericia på voldvandring med guide, musik og varme hveder på Store Bededagsaften torsdag den 21. april.
Traditionen stammer fra 1700-tallets København, hvor borgerne vandrede på volden Store Bededagsaften for at gå foråret i møde og vise nye klæder frem. I Fredericia er det 15. gang, at du kan tage med på voldvandring, der altid finder sted torsdag aften - dagen før selve Store Bededag.
Vælg mellem tre gratis ture af forskellig længde. Turene starter ved:
- Kastellet kl. 18.30 med arkivar Karsten M. Sørensen.
- Opgang til DSB Mindelund, Prangervej kl. 18.30 med voldmester Mikael Holdgaard Nielsen.
- Kongens Port kl. 19.15 (støder til gruppen fra kastellet).
Turene slutter på Landsoldatpladsen, hvor Lyngsoddekoret underholder med danske sange fra kl. 20.00. Klokken 20.39 tages flaget ned i forbindelse med solnedgangen, og en trompeter blæser retræten.
Aftenen kan afsluttes med kaffe og varme hveder i I.P. Schmidts Gård. Billetter kan købes på Bymuseet, Lokalhistorisk Arkiv eller Velkomstcenteret på Fredericia Bibliotek.