Kronik af Bent Jørgensen (V) Dansen om det varme S-tog
Vi har efterhånden drøftet S-tog til Roskilde igennem mange år. Senest har en række handels-, uddannelses- og kulturpersoner opfordret til, at kommunen og regionen arbejder aktivt for at få S-toget til Roskilde. Et frisk og nyttigt indspark fra repræsentanter fra vigtige institutioner som RUC, Roskilde Katedralskole, Roskilde Festival, Erhvervsforum og Roskilde Handel. Borgmester Joy Mogensen (S) har afvist forslaget med henvisning til, at tiden ikke er moden til en diskussion, da alene det at tale om S-tog kan medføre færre regionaltog til Roskilde. Naturligvis er det et synspunkt, som borgmesteren er i sin ret til at have. Men det harmonerer dog ikke med de oplysninger, byrådet fik på den netop afholdte infrastrukturkonference, hvor muligheder for s-tog også blev fremlagt. Her er scenariet klart ifølge eksperter. S-tog som supplement til regionaltog vil samlet set give en bedre togbetjening til Roskilde kommunes borgere. Af fordele peges på, at Roskilde bliver et nyt opgraderet trafikknudepunkt, mulighed for nye lokale stationer (fx ved Roskilde syd), flere direkte regionaltog til København og høj frekvens af S-tog (10 min. drift) samt direkte forbindelse til den kommende letbane i Glostrup.
Grundlag for beslutning
Så naturligvis skal vi kunne drøfte s-tog, især når gode kræfter i Roskilde argumenterer sagligt og godt for fordelene ved s-tog til Roskilde. De bliver desuden bakket op af alle de relevante forskningsrapporter, der har belyst spørgsmålet. Rapporterne siger alle, at med de rette løsninger, vil s-tog være til gavn for Roskilde, pendlerne og samfundsøkonomien. Vi kan som byråd ikke længere sidde de mange fordele overhørigt. Roskilde Kommune bør derfor arbejde på, at de bliver udarbejdet et regulært beslutningsgrundlag, så vi har et sagligt udgangspunkt at tage endelig stilling udfra. Det skal bruges i en forhandling med staten om, hvilke præmisser s-togsdækningen i givet fald skal være på. Naturligvis er der som ved alle andre store investeringer i infrastruktur usikkerhedsmomenter. Alene det at det er noget som der i givet fald først vil komme til Roskilde om mange år giver rum til mange spekulationer.
Usikkerhed må belyses
Men de usikkerheder kan vi kun få belyst, hvis vi rent faktisk tør drøfte dem med hinanden politisk – og træffer en beslutning på et oplyst grundlag. Byrådet bør arbejde med S-tog som en mulighed, og ikke på forhånd afskære os fra at diskutere noget, som kan være til gavn for Roskilde. Så spørgsmålet er om vi i Roskilde skal fortsætte dansen om S-toget eller om tiden ikke er moden til at gå skridtet videre og få et ordentlig beslutningsgrundlag om den fremtidige infrastruktur i vores kommune. Venstre mener det sidste, så vi ikke lader andre om at træffe beslutningerne på vegne af Roskilde. Bent Jørgensen, gruppeformand(V), Roskilde Byråd