Mål efter 26 sekunder var ikke nok
HB Køge tabte weekendens opgør mod Vejle trods en drømmestart med Lee Rochesters scoring i det første minut
HB Køge tabte weekendens opgør mod oprykningskandidaterne fra Vejle med 2-1, og det skete endda på trods af en regulær drømmestart til svanerne, der kom foran allerede efter 26 sekunder på et mål af Lee Rochester. Føringen holdt til pausen, men i starten af 2. halvleg gentog vejlenserne hjemmeholdets kunststykke fra 1. halvleg med et lynhurtigt mål, og siden tog gæsterne altså også sejren efter en kamp med chancer til begge sider.
Dermed hænger HB Køge fortsat fast lige under midten af 1. division med langt til både top og bund.
Næste kamp spilles søndag den 17. april på udebane mod Fredericia, og her venter endnu en vanskelig opgave for HB Køge mod endnu et hold, der kan spille med om oprykning, hvis resten af sæsonen flasker sig. Det vil dog ikke være helt overraskende, hvis HB Køge hiver et enkelt point med hjem over broen i opgøret - de to hold har således den lidt usædvanlige statistik, at de har spillet uafgjort i seks af deres sidste 10 kampe mod hinanden.
HB Køges næste hjemmekamp er søndag den 24. april klokken 13.45 mod Skive.