Fortsæt til indhold

Konfirmationspenge frister lommetyve

Når årets konfirmander skal ud at fejre Blå Mandag, skal de være ekstra meget på vagt over for lommetyve. Knitrende kontanter og dyre konfirmationsgaver i tasken frister de snedige tyve

Arkiv
Arkiv

Blå Mandag kan meget nemt ende som en kulsort dag for mange af årets konfirmander, hvis de ikke passer på lommetyve, når de tager til den nærmeste storby for at fejre sig selv og bruge en del af konfirmationspengene.
”Lommetyve er skruppelløse og går efter nemme ofre. Og når man er i godt humør og har lommen fuld af penge – som mange unge har med sig på Blå Mandag – er man tit nem at narre, fordi man ikke er så opmærksom på, hvad der sker omkring en,” fortæller Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.
Lommetyvene går målrettet efter kontanter og ting, der er nemme at sælge videre.
”Traditionen tro får konfirmander fine og dyre gaver som smartphones, designertasker, dyre solbriller og en pengepung fuld af kontanter. Det er attraktive ting for lommetyvene at få fingrene i, og tyvene er tilsyneladende skruppelløse og stjæler også fra børn, hvis muligheden opstår,” lyder det fra Lise Agerley.
Som forældre er det vigtigt, at man ruster de unge til Blå Mandag, da det for mange er deres første rigtige dag 'alene' ude.
”Blå Mandag bør være en festdag, men vi oplever desværre, at mange unge bliver udsat for tyverier, så dagen bliver ødelagt. At blive udsat for et tyveri på den dag, der skulle være en fejring, kan være en meget voldsom oplevelse, når man er 13-15 år. Og står man oven i købet i en fremmed by uden penge, kan det være endnu mere skræmmende,” siger Lise Agerley, der har følgende råd til konfirmandernes forældre.
”Tag en snak med de unge, før de tager af sted. Ikke for at skræmme dem eller være belærende, men for at ruste dem. Fortæl dem, at de skal bevare værdier i lukkede tasker eller i inderlommer i jakken. Sig også til dem, at de skal være opmærksomme på omgivelserne, når de åbner deres tasker eller står med deres penge. Og sig til dem, at de altid kan ringe hjem, hvis de pludselig befinder sig i en utryg situation.”
Fakta:
Alkas råd til konfirmanderne:
Undgå at tage dyre gaver med. En ny designertaske eller iPhone frister tyve.
Medbring så få kontanter som muligt. Aftal evt. med dine forældre, at du har et betalingskort med som sikkerhed.
Opbevar aldrig værdier i bukselommen eller i åbne jakkelommer. Brug en taske med lynlås eller inderlommen.
Gå sammen i flok og hold jer til gader med mange mennesker – og vær opmærksom på omgivelserne, når I åbner jeres tasker og står med jeres pengepung.
Hold øje med jeres tasker og jakker, når I spiser – og lad aldrig mobiltelefon eller pengepung ligger på bordet.