Nørre Nebel kigger mod fremtiden
Nu er det Nørre Nebels tur til at tænke udviklingstanker
Agerbæk har en. Outrup har også en præcis ligesom Alslev og Blåvand har det.
De seneste år har udvikling været i højsædet i mange af Varde Kommunes mindre byer. Lokale ildsjæle har sammen med Varde Kommune udarbejdet udviklingsplaner for byerne en for en. Nu er det blevet Nørre Nebels tur, og sidst i denne måned tages der for alvor fat på opgaven, når den lokale hal lægger rum til workshop nummer et.
Her skal der ideer og visioner på bordet. Der skal brainstormes, og kun himlen over Nørre Nebel sætter grænser denne aften.
“Det er lidt en gratis omgang, hvor alle kan byde ind med deres ideer og visioner, som vi så selvfølgelig håber, at folk vil tage ejerskab for og være med til at føre ud i virkeligheden,” siger Ida Bech Karlsen til Lokalavisen Esbjerg.
Hun er medlem af den lokale styregruppe for udviklingsplanen. Siden hun blev født for 19 år siden har hun haft hjemme i Nørre Nebel, der har cirka 1.350 indbyggere. Til august vinker hun farvel til byen for at springe ud som studerende i Odense - alligevel vælger hun at engagere sig i udviklingen af sin barndomsby.
“Jeg kan bare ikke lade være, griner Ida Bech Karlsen, der også har været aktiv omkring Ungerådet i Varde Kommune.
Det er da også Nørre Nebels ungdom, der fylder meget for hende, når snakken falder på udvikling af byen.
“Der sker ikke ret meget for de unge i Nørre Nebel. Sådan er det bare. En rigtig stor del af fritidslivet foregår inde i Varde, så det ville helt sikkert være godt at kigge på det,” siger Ida Bech Karlsen, der ellers ser byen stærkt præget af turisme.
“Det er klart, at turismen skal spille en rolle i udviklingsplanen. Vores by er præget af turisme, det er den vi lever af og også skal gøre det fremover.”
Ejerskab for egen idé
Udover en vis forventning om, at turismen skal finde vej til udviklingsplanen, så foreligger der intet rigtigt eller forkert på forhånd. Man kan forestille sig alt fra etableringen af en ny legeplads over en ny forening eller en ny aktivitet i byen.
Styregruppens håb er, at op mod 100 borgere møder op til den første workshop den 25. april.
Den 2. juni følges den op af workshop nummer to, hvor ideerne skal konkretiseres og planlægningen for at sikre deres gang på Nørre Nebels jord skal laves.
“Grundtanken er, at man selv tager ejerskab for sin idé og med hjælp fra andre gør den til virkelighed,” siger Ida Bech Karlsen.