Tottenham kommer til Kolding
Børn og unge får unik mulighed
Der bliver fuld knald på træningen og dyb koncentration, når Nr. Bjært Strandhuse IF lægger græs til dette års Tottenham fodboldskole, som arrangeres af DGI.
Nikolai Brogaard, der i dag er 10 år gammel, deltog på campen sidste år, og hos ham var der ingen tvivl om, at han skulle have fingrene i en billet til dette års eftertragtede Tottenham fodboldskole.
Heldigvis var hans far Henrik Brogaard enig, og kunne se stort potentiale i endnu en uge i selskab med de dygtige trænere.
En af fodboldskolens store kvaliteter er, ifølge Henrik Brogaard, at trænerne formår at skabe en uhøjtidelig stemning, hvor alle føler sig godt tilpas. Selv trænerne kaster sig ofte ud i at lære danske ord og sætninger. Sådan opstår der hurtigt en god og kammeratlig stemning på fodboldbanen, når både træner og spiller griner med hinanden.
Fodbold skal være sjovt
For trænerne fra Tottenham gælder det også om at have det sjovest muligt, mens træningen står på
.
“Spillernes udvikling står højt på vores agenda, men i sidste ende handler det om at skabe en uforglemmelig oplevelse; en fodboldskole som er sjov og udfordrende, og som børnene har lyst til at vende tilbage til. Vi skal sikre, at de nyder hver eneste element, fra det øjeblik de træder ind af døren,” lyder det fra træner Nick Hardy.
Ledige pladser
Træningen med gæsterne fra Tottenham sker i uge 31 og er for børn og unge fra 9 til 16 år. Dette års Tottenham Fodboldskole i Nr. Bjært Strandhuse IF er den femte af sin slags på dansk jord.
På sidste års fodboldskole deltog 40 spillere i alderen 9-16 år. Der er stadig ledige pladser til dette års fodboldskole. Tilmeldingsfristen er 30. maj.