Fortsæt til indhold

Rejsegilde på Broen shopping

Både borgmester og bygherrer var sidste uge til stede ved rejsegilde for Broen

Arkiv
Rune Weitling

Medmindre du har boet under en sten det seneste års tid, så vil det ikke være gået din næse forbi, at der er håndværkere i gang i Jernbanegade og Exnersgade.
Her er fundamentet til Esbjergs kommende - og største - shoppingcenter for længst støbt, og i sidste uge var der så rejsegilde på det 29.800 kvadratmeter store center, der kommer til at rumme cirka 70 butikker og 700 parkeringspladser.
Borgmester Johnny Søtrup var sammen med repræsentanter fra KPC, TK Development og CapMan Real Estate med til at give håndværkerne nogle ord med på vejen om det byggeri, der i høj grad kommer til at præge Esbjergs indre by i fremtiden.

Caféer fordeles

Broen Shopping - som det nu er døbt - bliver det største overdækkede shoppingcentermiljø i Esbjerg og omegn med et naturligt kundeunderlag på 230.000 personer. Projektet er tegnet af Skovhus Architects, og arkitektonisk er der fokuseret på at skabe en bygning, som falder godt ind med omgivelserne, hvad angår byggelinjer og -materialer.
Facaderne bliver en kombination af glas og natursten, og de store glaspartier skal være med til at åbne centret mod omgivelserne, der opføres i to etager. Caféer og restauranter vil blive fordelt over hele centret, og ikke som man kender det fra mange centre, hvor denne del ligger samlet.

BROENS åbningstid er 07-24. Butikkernes minimumsåbningstider er mandag til fredag 10-19, lørdag 09-17 og søndag jf. lov nr. 606 af den 24/6-2005 om detailsalg for butikker.

Biografcenter kommer

På 1. sal etableres et shoppingområde med cirka 50 butikker hen over selve banearealet. Centrets hovedindgang kommer til at ligge i forlængelse af Kongensgade og leder de handlende direkte ind i et stort og åbent atrium med rulletrapper op til 1. etage. Der bliver også indgang fra nord fra Banegården samt fra P-huset. I stueetagen vil omkring 20 butikker få til huse.
Endelig kommer der som tidligere omtalt her i avisen et nyt biografcenter. Biografcentret kommer til at ligge i forlængelse af Broen parallelt med Exnersgade. I biografen bliver der otte biografsale med i alt 1060 sæder.