Polske varer til Jylland og Fyn
Polske delikatesser og bedstemors hjemmebag er på vej til Fredericia
Marcin Swiercz fra Horsens har stor succes med at levere polske delikatesser og sælge bedstemors hjemmelavede kager fra Babunia, en kombineret købmandsbutik og café i Horsens. Babunia betyder bedstemor på polsk, og det er netop den dansk-polske indehavers bedstemor, der bager kagerne, som dagligt kan fås friske i caféen.
Men nu behøver man ikke længere at tage til Horsens for at nyde godt af de mange polske fødevarer.
“Jeg har længe haft kunder, som kører til Horsens fra blandt andet Aalborg, Esbjerg og Odense. Jeg vil gerne komme tættere på de kunder og blive en del af deres storindkøb og samtidig introducere resten af Jylland og Fyn for de polske produkter, som er blevet rigtig godt modtaget. Derfor udvider jeg Babunia med en stor vogn, hvor vi kan bringe de mange varer ud til større byer i landet,” fortæller Marcin Swiercz.
Babunia vil fra uge 15 rulle ind i Kolding, Fredericia, Vejle, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg samt Randers og have både friske kager, polske pølser, juice og mælkeprodukter, slik og meget mere med.
På torsdag besøger Babunias vogn Fredericia. Det er fra 12-16 ved Silvan.