Fortsæt til indhold

Fonde skal få Hummeren til at sejle igen

I de kommende år skal det afklares, om der er tilstrækkelig opbakning fra fonde til at bygge kopien af orlogsskibet Hummeren i Køge

Arkiv
Martin Rasmussen

I sidste uge lancerede foreningen bag planerne om at bygge en kopi af orlogsskibet Hummeren fra 1600-tallet en øl, der skal være med til at skabe bredere opmærksomhed omkring det ambitiøse projekt, som ifølge hensigten skal blive en ny turistattraktion i Køge.
Projektet har formentlig en tiårig horisont, hvis det kan gennemføres, så det er stadig i opstartsfasen, men turistchef Lars Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i foreningen, forklarer, at man står foran en afgørende fase i de kommende år. Aktuelt har man således kontakt til en række fonde, som man håber vil være med til at støtte projektet.
"Til efteråret sender vi ansøgningerne afsted, og så skal vi se, om projektet kan flyde," siger han.
Et foreløbigt bud er et budget på omkring 60 millioner kroner for det store byggeri af skibet, som ifølge planerne skal ligge i Køge Marina, men også budgettet skal kvalificeres yderligere i den kommende tid.
Foreningen har således kontakt til initiativtagere bag lignende projekter i flere andre lande, så man kan trække på deres erfaringer. Desuden afhænger budgettet af flere endnu ukendte faktorer - ikke mindst om man kan få sponsoreret en del af de store mængder flådeeg, som man gerne vil benytte til skibsbyggeriet.
Om alt går vel kan skibet formentlig ligge klar til sin første sejlads ud i Køge Bugt i løbet af 2026 - baseret på erfaring med lignende projekter - men lige her og nu handler det altså om at etablere det økonomiske grundlag.
Hertil bidrager ølsalget ikke ret meget, for der bliver kun et beskedent overskud fra salget af de 5000 flasker samt et antal fustager, men et langt vigtigere mål med ølsalget er også, at det skal tjene til at skabe opmærksomhed omkring projektet.
Hummerøllen er brygget på Vestfyens Bryghus og kan findes i Hugos Kælder og i en række supermarkeder.