OFF hitter også uden for Fyn
Odense International Film Festival (OFF) rykker i de kommende uger væk fra øen og indtager Jylland og Sjælland med tre udsolgte arrangementer.
Storbyerne Aalborg, Aarhus og København får alle besøg af festivalen, der præsenterer Jakob Stegelmanns animerede favoritter fra OFF15.
Programmet kaldes Best OFF og er en del af Odense International Film Festivals halvårlige danmarksturné, hvor festivalen besøger de tre byer for at præsentere noget af det bedste fra festivalen.
I efteråret 2015 blev vinderfilmen fra årets festival vist, da Best OFF tog på tur uden for den fynske hovedstad.
“Turneen er muliggjort ved et samarbejde med Dansk Film Institut, og vi kan afsløre, at der er flere arrangementer på tegnebrættet til filmelskere i hele landet. OFF er for alvor ved at manifestere sig som hele Danmarks internationale, Oscarkvalificerende kortfilmfestival og ikke er blot en begivenhed, der finder sted hvert år i uge 35 i Odense,” skriver OFF i en pressemeddelelse.