Fortsæt til indhold

SOS Børnebyerne mangler indsamlere

24 millioner børn har brug for al den hjælp, de kan få på Mors Dag

Arkiv
Arkiv

På Mors Dag sætter SOS Børnebyerne igen i år fokus på mødre af en ganske særlig støbning. De mødre, der vier deres liv til at give udsatte og forældreløse børn et nyt, kærligt hjem. Det sker, når organisationen for andet år i træk samler ind, når Mors Dag i år rammer den 8. maj.

Men der mangler bare lige én ting. Flere indsamlere. I Kolding Kommune har 60 indsamlere allerede tilmeldt sig, men der er stadig mange ledige ruter tilbage. 40 af tilmeldingerne er således koncentreret i Kolding by, så der er brug for indsamlere i oplandet.

”Vi er meget glade og taknemmelige for alle de indsamlere, der allerede har tilmeldt sig. Men vi håber også, at mange flere vil melde sig som indsamlere på Mors dag. Der er så mange børn i verden, der ikke får den omsorg og støtte, de har brug for, og hvis vi skal ændre det, er det nødvendigt med flere indsamlere,” siger Line Grove Hermansen, kommunikationschef i SOS Børnebyerne.

På verdensplan har 24 millioner børn ikke nogen forældre, der passer på dem. Uden forældre må børnene klare sig selv, og det betyder ofte et liv på gaden, hvor de må forsørge sig selv, ikke kommer i skole og samtidig er børnene ekstremt udsatte for udnyttelse og overgreb. Pengene fra landsindsamlingen skal give de børn et kærligt hjem med en SOS-mor i børnebyer verden over.
Børnebyerne giver også børnene en kvalitetsuddannelse og muligheden for at skabe sig en fremtid i landet, hvor de bor.