Fortsæt til indhold

Kvinder i erhvervslivet tror for lidt på sig selv

Netværk skal få kvinder med egen virksomhed til at slå igennem

Arkiv
Daniel Rasmussen

Mange kvinder, som starter egen virksomhed, tror for lidt på deres egne evner. Det mener i hvert fald de fire kvinder, som har startet Fynske Fruer, som er et netværk for selvdigt erhvervsdrivende kvinder.
“Noget af det, der har afholdt mig fra at gå med i andre erhvervsnetværk, det er, at jeg følte det var nogle kaffeklubber. Det er ikke mig. Jeg vil ud over stepperne,” siger Rikke Merton, som er en af de fire kvinder bag idéen, og som selv driver et vikarbureau inden for laboratorieverdenen.
Hun mener, at der mangler et netværk, hvor kvinder på Fyn, som driver egen virksomhed, kan mødes og udveksle erfaringer. Netværket skal give deltagerne et skub, så de tør at kaste sig ud i nye forretningsmæssige eventyr.

Startede med mini-netværk

De fire kvinder bag netværket driver alle egen virksomhed. For tre år siden begyndte de at mødes, og det udviklede sig til at blive deres eget mini-erhvervsnetværk.
“Vi snakker, men vi har altid en struktur på. Hver gang har vi aftalt et emne, som vi tager op. Bagefter går vi hjem og gør noget ved det,” siger Marlene Rasmussen, som rådgiver ledere i sit firma.
Det gav de fire kvinder ideen til at starte et erhvervsnetværk kun for kvinder.
“Kvinder har en tendens til at tænke, at jeg skal være verdensmester til det hele, før jeg kaster mig ud i det. Mænd går bare i gang,” siger Bente Brandstrup, der er coach.
Ved at lukke døren for mænd, vil de skabe et trygt netværk, hvor kvinderne ikke er bange for at stille de dumme spørgsmål.

Overvældende interesse

Selvom det kun er få uger siden, at de fire kvinder annoncerede deres planer, har de allerede fået mange henvendelser. Halvdelen af de tredive pladser er allerede taget.
“Vi har virkelig ramt en nerve, og det har udviklet sig meget hurtigt,” siger Marlene Rasmussen. Annika Nydahl, som driver en hundepension, afslører dog, at der måske bliver oprettet et netværk mere. Se mere på fynskefruer.dk