Fortsæt til indhold

Hjemmeværnets Musikkorps København gav flot koncert

Koncerten blev en stor succes, da Hjemmeværnets Musikkorps København gik sammen med solist Anne Marie Bush

Arkiv
Arkiv

Teatersalen i Teaterbygningen var søndag eftermiddag fyldt med 400 glade tilhørere, og publikum fik, hvad de kom efter, nemlig en herlig musikalsk eftermiddag med populære ”ørehængere”. Musikken blev leveret af det 40 mand velspillende harmoniorkester – Hjemmeværnets Musikkorps København, og sangene blev serveret af sangsolisten Anne Marie Bush.
Det var Hjemmeværnsforeningen i Køge, der var koncertarrangør, og efter formand Torben Hanssons velkomst, slog orkesteret sig løs med en Fest-Polonaise, inden Anne Marie Bush tog hul på en serie af kendte hits – bl.a. ”Cabaret” fra musicalen af samme navn, og ”Jeg sætter min hat, som jeg vil”. Da solisten sang ”I know him so well” fra musicalen Chess og Vera Lynns sang ”We'll meet again”, var publikumsbegejstringen svær at dæmpe.
Det blev en meget alsidig koncert, for eksempel spillede orkesteret en svingende udgave af ”Jeg er en papegøje fra Amerika”, og Anne Marie Bush fik lejlighed til at demonstrere, at hun så ypperligt mestrer de store amerikanske hits som bl.a. Aretha Franklins nummer ”Baby I love You”.
Hjemmeværnets Musikkorps med dirigenten Mike Cholewa fik her lejlighed til at vise, at de kan meget andet end militærmusik. Orkesteret havde virkelig fået en musikalsk udfordring, men de løste den på fortræffelig vis.
Programmet blev afsluttet med titelsangen ”Skyfall” fra James Bond, hvor solist og orkester gik op I en højere musikalsk enhed.
Efter en stående applaus overgav orkester og solist sig og gav et ekstranummer "New York New York".

Salen var pakket med glade tilhørere. (Foto: JCJ)