Præst beder en bøn for cyklisterne mellem Kulhuse og Jægerspris
"Når jeg har mulighed for det, cykler jeg til og fra samtaler," fortæller sognepræst i Gerlev-Draaby og Skoven kirker Adrian Hove-Kreutzfeldt.
"Men turen fra Skoven Kirke via Kulhusevej til Jægerspris er alt andet end en Margueritrute."
Kulhuseborger Anja Bisp Pedersen har tidligere gjort politikerne opmærksomme på nødvendigheden af en cykelsti mellem Kulhuse og Jægerspris. Det gør hun igen i år, hvor hun inviterer til at cykle positiv opmærksomhed fra Kulhuse Havn til Rejsestalden i Jægerspris søndag den 17. april klokken 14.00 fra Kulhuse Havn. Og i den anledning lukker Adrian op for Skoven Kirke samme dag kl. 12.
"Så er det muligt for mig selv og andre interesserede at synge gudstjenestelig forbøn for de modige cyklisters ve og vel," fortæller Adrian og fortsætter:
"Kirken kan ikke tillade sig at sidde gode, lokale initiativer som cykelsti-tryghed overhørig, og personligt kan jeg ikke forestille mig, at Skovkirkevejens børn får lov at lære at cykle til Jægerspris uden den lovede cykelsti."
Anja Bisp Pedersen siger om cykelturen:
"Jeg vil gerne gøre politikerne opmærksomme på, at vi er her, og at vi holder øje med, at den indgået budgetaftale bliver overholdt, så cykelstien kan påbegyndes i 2017.
Læs mere på Facebook: Cykelsti fra Kulhuse Havn til Jægerspris