Fortsæt til indhold

God tænding med lang pause

FC Roskilde vandt 3-2 over Næstved på en flot indsats i starten og til allersidst

Arkiv
Erling Pedersen

Roskildes spillere viste en rigtig god tænding i kampens første 20 minutter og i 10 minutter til allersidst, og det var lige nøjagtig nok til at hente en 3-2-sejr over Næstved i søndagens hjemmekamp. Men i den midterste time slappede hjemmeholdet alt for meget af, og det kunne let have ført til et nederlag. Inden kampen havde FCR-træner Anders Theil ellers gjort meget ud af, at spillerne skulle være mentalt klar: - Vi skal være helt tændte. Det bliver afgørende i denne kamp mod Næstved, hvor der bliver mange fysiske dueller, fordi banen endnu ikke er i top, forklarede han. Hans folk fulgte også opskriften til punkt og prikke - i starten, så i løbet af kun 5 minutter førte Roskilde med 2-0 Efter 3 minutter sendte Mikkel Thygesen et indlæg ind fra højre, og stopperen Steffen Stefan Hansen, der var fulgt med frem, sparkede den ind fra nært hold. Kun to minutter senere headede den nye angriber Morten Nielsen næste scoring ind tæt på mål, da bolden blev forlænget hen til ham. Han er søn af den gamle landsholdsstjerne Benny Nielsen fra AB, der siden blev professionel i udlandet, og når han efterhånden får kræfter til at spille en hel kamp, forventer Anders Theil sig meget af ham i den kommende sæson.

Lukkede Næstved ind

Efter denne chokstart spillede Roskilde flot fodbold i en periode, hvor bolden gik fra mand til mand, og der blev produceret flere forsøg mod gæsternes mål. Men efterhånden gik Roskilde ned i tempo og overlod stadig mere spil til gæsterne, der fik en stor hovedstødschance tæt under mål efter et frispark. Efter 26 minutter gik det galt, da bolden ikke kom rigtig væk i FCR's felt, og en Næstved-angriber beslutsomt sparkede den ind. Gæsterne fortsatte med at have initiativet i resten af halvlegen og efter pausen, hvor Roskildes spillere virkede uinspirerede og fraværende. Blandt andet var der mange fejlafleveringer, som gav Næstved nogle muligheder. Et kvarter efter pausen gik det helt galt, da en Næstved-angriber fik lov til at løbe lige igennem, uden at nogen FCR-forsvarer prøvede at stoppe ham, og derefter kunne en helt fri medspiller trille den ind i et tomt mål.

FCR-spillerne jubler efter Stefan Hansens første hurtige scoring.

Talent-målmand

Ved udligningen blev Roskildes målmand Frederik Vang skadet, og i stedet måtte den kun 18-årige talent-keeper Kasper Tvede ind i buret. Han holdt det også rent, men havde rigeligt at se til. Blandt andet når hans egne medspillere lavdede for mange tilbagelægninger, og han først skulle tæmme bolden på den knoldede bane, før han turde sparke væk. Det skabte et par farlige situationer, fordi en Næstved-angriber kom for tæt på, og han sparkede ind på ham. Veteranen Jesper Bech lavede også en lilleput-fejl, da han begyndte at drible i eget felt, og en Næstved-spiller skød på stolpen. Men i de sidste 10 minutter vendte kampen igen, da Anders Theil sendte to friske folk på banen. Valon Ljuti erstattede Mikkel Nøhr, der med sin boldsikkerhed havde været en af Roskildes bedste, og Mark Leth kom ind i stedet for en meget træt Morten Nielsen. De satte mere fart i spillet, og pludselig havde Roskilde atter initiativet, mens Næstved-folkene virkede helt flade. Til allersidst var der klumpspil foran gæsternes mål efter et hjørne, og en FCR-spiller sparkede bolden ind på en Næstved mand, så den gik i mål. Dermed fik det store flertal af de 843 tilskuere noget at varme sig på, inden de gik hjem fra Roskilde Idrætspark og en kold blæst på langs af hanen.